Danmark ved godt, hvad der virker i ældreplejen. Udfordringen er ikke mangel på løsninger. Udfordringen er, at vi bliver ved med at opfinde dem igen og igen – i stedet for at udbrede dem.
Den demografiske udvikling betyder, at antallet af ældre vokser markant i de kommende år, mens kampen om arbejdskraften bliver stadig hårdere. Samtidig stiller den nye ældrelov større krav til kvalitet, helhedspleje og selvbestemmelse. Det er en nødvendig reform – men den ændrer ikke på én afgørende udfordring: Vi kommer ikke til at kunne ansætte os ud af problemerne.
Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Danmark stadig bruger enorme ressourcer på lokale forsøg, pilotprojekter og udviklingsprojekter, selv om mange af løsningerne allerede findes.
Kommuner over hele landet har dokumenteret, at velfærdsteknologi kan skabe både højere livskvalitet for borgerne, bedre arbejdsmiljø for medarbejderne og en mere effektiv ressourceanvendelse. Teknologier som digitale tilsyn, sensorer, intelligente hjælpemidler og rehabiliterende løsninger kan frigøre tid til det, som aldrig kan digitaliseres: den menneskelige omsorg.
Problemet er, at gevinsterne alt for ofte stopper ved kommunegrænsen.
Når én kommune har fundet en løsning, starter nabokommunen ofte forfra med egne analyser, egne udbud og egne pilotprojekter. Resultatet er, at implementeringen går langsomt, virksomhederne får svært ved at skalere, og borgerne oplever store forskelle afhængigt af postnummer.
Det er ikke en bæredygtig model.
Hvis vi virkelig mener, at ældreplejen skal styrkes, bør næste store politiske reform handle om implementering. Vi har brug for nationale standarder, fælles kravspecifikationer og langt mere systematisk udbredelse af dokumenterede løsninger. Ikke fordi alle kommuner skal være ens – men fordi ældre borgere bør kunne forvente den samme høje kvalitet, uanset hvor de bor.
Det gælder også samarbejdet med private virksomheder. Alt for mange innovative virksomheder oplever, at de skal igennem den samme lange dokumentations- og testproces i hver enkelt kommune. Det hæmmer innovationen, forsinker implementeringen og gør det dyrere for alle parter.
Vi bør i langt højere grad se virksomhederne som udviklingspartnere frem for blot leverandører.
Den store politiske opgave bliver derfor ikke blot at investere flere penge i ældreplejen. Den bliver at sikre, at de penge skaber mest mulig værdi. Det kræver mod til at standardisere, mod til at dele erfaringer – og mod til at skalere de løsninger, vi allerede ved virker.
For fremtidens ældrepleje bliver ikke afgjort af, hvem der udvikler den næste gode idé.
Den bliver afgjort af, hvem der lykkes med at få de gode idéer ud til alle.
