Regeringen, Danske Regioner og KL har indgået en akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien på én milliard kroner. Det er mange penge. Men det er ikke én milliard om året. Pengene fordeles over tre år, mellem regioner og kommuner og på en lang række forskellige initiativer. Derfor er spørgsmålet ikke kun, hvor mange penge der er afsat. Spørgsmålet er, hvor meget ekstra behandling og kapacitet pengene faktisk kan købe.
En milliard kroner.
Det er et tal, der ser godt ud i en overskrift.
Og der er ingen tvivl om, at der er behov for at gøre noget. Ifølge Sundheds- og Kirkeministeriet venter børn og unge aktuelt i gennemsnit 167 dage på at blive udredt i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er mere end fem måneder.
Derfor er det positivt, at regeringen, Danske Regioner og KL den 25. september præsenterede en akutplan, der blandt andet skal øge kapaciteten, indføre hurtigere behandlingsforløb og styrke den tidlige hjælp i kommunerne.
Men på Sundhedsoverblikket vil vi gerne stille det spørgsmål, som bør stilles, hver gang der kommer et stort milliardtal på bordet:
Hvad betyder pengene egentlig, når vi dividerer dem ud?
Milliarden er fordelt over tre år
Første vigtige detalje er, at der ikke er tale om en milliard kroner om året.
Der afsættes samlet 1 milliard kroner i perioden 2026-2028.
Fordelingen er:
- 2026: 250 mio. kr.
- 2027: 500 mio. kr.
- 2028: 250 mio. kr.
Dermed er der gennemsnitligt cirka 333 mio. kr. om året i de tre år.
Men heller ikke dét beløb går alene til hospitalernes børne- og ungdomspsykiatri.
Af den samlede milliard går 750 mio. kr. til regionerne, mens 250 mio. kr. går til kommunernes lettilgængelige tilbud og tidlige indsatser.
Fordelingen ser konkret sådan ud:
| 2026 | 2027 | 2028 | I alt | |
|---|---|---|---|---|
| Regionerne | 200 mio. | 400 mio. | 150 mio. | 750 mio. |
| Kommunerne | 50 mio. | 100 mio. | 100 mio. | 250 mio. |
| I alt | 250 mio. | 500 mio. | 250 mio. | 1 mia. |
Det er her, perspektivet begynder at ændre sig.
50 millioner til 98 kommuner
Tag kommunerne.
I 2026 er der afsat 50 millioner kroner til at fremrykke de lettilgængelige tilbud og de tidlige indsatser.
Danmark har 98 kommuner. Hvis vi alene som et illustrativt regnestykke fordelte pengene ligeligt, bliver det:
50.000.000 / 98 = cirka 510.000 kroner pr. kommune.
I 2027 og 2028 er beløbet 100 millioner kroner årligt.
Det svarer til omkring: 1,02 millioner kroner pr. kommune om året.
Pengene bliver naturligvis ikke nødvendigvis fordelt ligeligt. Store kommuner vil typisk have større behov og få større beløb end små kommuner.
Men regnestykket illustrerer størrelsesordenen.
Én milliard nationalt bliver altså på den kommunale del til omkring en halv million kroner pr. kommune i 2026 og godt én million kroner i de efterfølgende to år, hvis man laver en simpel gennemsnitsbetragtning.
Det er ikke ingenting.
Men det er heller ikke en revolution.
Hvor mange ekstra medarbejdere kan det egentlig blive til?
Man kan lave endnu et regnestykke.
Antager vi meget groft, at en ekstra psykolog, sygeplejerske, terapeut eller anden relevant fagperson inklusive pension, arbejdsgiverudgifter, lokaler, administration mv. samlet koster omkring 700.000-800.000 kroner om året, giver 100 millioner kroner teoretisk plads til omkring 125-140 fuldtidsstillinger på landsplan.
Fordelt på 98 kommuner er det gennemsnitligt omkring 1,3-1,4 medarbejder pr. kommune.
Og det er endda et maksimumregnestykke, hvor hele beløbet bruges på personale.
Det gør det ikke.
Der skal også være behandlingstilbud, organisation, lokaler, supervision, administration, IT, samarbejde og en række andre udgifter.
Derfor er det værd at holde fast i proportionerne.
Regionerne får den største del
Regionerne får samlet 750 millioner kroner.
Det er:
200 mio. kr. i 2026, 400 mio. kr. i 2027 og 150 mio. kr. i 2028.
Fordelt helt matematisk på landets fem regioner svarer toppen i 2027 til omkring 80 millioner kroner pr. region.
Det er væsentlige beløb.
Men pengene skal samtidig finansiere en ganske ambitiøs liste.
Akutplanen skal blandt andet sikre længere åbningstider, flere faggrupper, større anvendelse af private aktører, mere aktivitet hos speciallæger, fasttrack-forløb mens børn venter, nye udredningspakker og ambulatorier til medicinsk opfølgning.
Med andre ord:
Pengene skal meget mere end blot ansætte ekstra børnepsykiatere.
167 dages ventetid er den rigtige målestok
Derfor bør succesen heller ikke måles på, om staten har brugt en milliard kroner.
Den bør måles på, om de 167 dages gennemsnitlige ventetid falder. Det er trods alt formålet.
Hvis vi om to år stadig diskuterer meget lange ventelister, hjælper det ikke barnet eller familien, at der engang stod “1 milliard kroner” i en pressemeddelelse.
Omvendt kan relativt begrænsede investeringer faktisk skabe betydelig effekt, hvis systemet bliver organiseret bedre.
Eksempelvis kan hurtigere indledende behandling, bedre arbejdsdeling mellem faggrupper og opfølgning uden brug af speciallægetid frigøre kapacitet.
Derfor handler diskussionen ikke kun om penge.
Den handler også om produktivitet, organisering og prioritering.
Milliarden skal ses oven på andre psykiatrimidler
Det er samtidig vigtigt at understrege, at akutplanen ikke står alene.
Den kommer oven på den samlede 10-årsplan for psykiatrien. Her er der politisk aftalt et varigt økonomisk løft på samlet 4,6 milliarder kroner årligt i 2030 sammenlignet med 2019.
Akutplanens milliard er altså et ekstra, målrettet løft til et område, hvor presset lige nu er særligt stort.
Det ændrer imidlertid ikke på behovet for at holde øje med, hvad den konkrete milliard faktisk leverer.
For der er en tendens i dansk velfærdspolitik, som vi bør være opmærksomme på.
Vi annoncerer et stort samlet beløb.
- Derefter fordeler vi det over flere år.
- Dernæst mellem regioner og kommuner.
- Dernæst på en række forskellige initiativer.
Til sidst står den enkelte afdeling, klinik eller kommune med et betydeligt mindre beløb end det, offentligheden oprindeligt hørte om.
Perspektiv: Lad os måle resultater – ikke milliarder
Akutplanen er nødvendig. Og en milliard kroner er stadig en milliard kroner.
Men tallene må ikke blive et mål i sig selv. Den egentlige politiske prøve bliver langt mere konkret:
Falder ventetiden fra de nuværende 167 dage?
Får flere børn hjælp, inden problemerne vokser sig så store, at de kræver specialiseret psykiatrisk behandling?
Og oplever familierne faktisk, at der er blevet lettere og hurtigere adgang til hjælp?
Hvis svaret om nogle år er ja, kan milliarden vise sig at være en særdeles fornuftig investering.
Hvis svaret er nej, hjælper det ikke meget, hvor imponerende beløbet så ud i overskriften.
For nogle gange bliver politiske milliardbeløb mest forståelige, når man tager lommeregneren frem og begynder at dividere.
