Analyse: Sundhedsreformen gælder ikke i Grønland – men kan alligevel forandre grønlandsk sundhed

Den danske sundhedsreform er ved at bevæge sig fra politiske aftaler til konkret implementering. I 2026 forberedes nye strukturer, og fra den 1. januar 2027 skal fire regioner, 17 sundhedsråd og nye nærsundhedsplaner danne rammen om et mere sammenhængende og nært dansk sundhedsvæsen.

Men hvad betyder reformen egentlig for Grønland?

Det umiddelbare svar er: Juridisk set ikke ret meget.

Det mere præcise svar er: Potentielt ganske meget.

Grønland har sit eget sundhedsvæsen, og den danske sundhedslov gælder som udgangspunkt ikke i Grønland. De nye danske sundhedsråd får derfor ikke myndighed i Grønland, danske kommuner overtager ikke grønlandske sundhedsopgaver, og de milliardinvesteringer, der følger med reformen, tilfalder ikke automatisk det grønlandske sundhedsvæsen.

Alligevel vil reformen kunne mærkes.

Grønland er tæt forbundet med det danske sundhedsvæsen, fordi en række grønlandske patienter behandles på danske hospitaler, og fordi Grønland er afhængig af dansk speciallægekapacitet, uddannelse, rekruttering, rådgivning og fagligt samarbejde.

Derfor handler sundhedsreformens betydning for Grønland ikke først og fremmest om formel lovgivning.

Den handler om adgang.

Reformen stopper ved den juridiske grænse

Den danske sundhedsreform ændrer grundlæggende organiseringen af sundhedsvæsenet i Danmark.

Fra 2027 skal 17 sundhedsråd blandt andet udarbejde nærsundhedsplaner, prioritere investeringer og sikre, at mere behandling foregår tættere på borgerens hjem. Samtidig flyttes en række sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne, og der etableres en national sundhedsplan, som den regionale og lokale planlægning skal følge.

Sundhedsrådene får en samlet investeringsramme på op til 4,4 milliarder kroner årligt i 2030. Heraf målrettes 2,4 milliarder kroner det nære regionale sundhedsvæsen og 2 milliarder kroner kommunale sundhedsindsatser.

Ingen af disse penge går automatisk til Grønland.

Der bliver heller ikke etableret et sundhedsråd for Grønland. Grønlands kommuner får ingen pladser i de danske sundhedsråd, og Grønlands sundhedsvæsen bliver ikke omfattet af de danske nærsundhedsplaner.

Det er afgørende at fastholde denne sondring.

En dansk sundhedsreform er ikke en reform af sundhedsvæsenet i hele rigsfællesskabet. Den er en reform af det danske sundhedsvæsen.

Men fordi de to sundhedsvæsener er tæt afhængige af hinanden, kan organisatoriske forandringer i Danmark få direkte praktiske konsekvenser for Grønland.

Den vigtigste forbindelse går gennem patienterne

Det grønlandske sundhedsvæsen er organiseret med fem sundhedsregioner, regionale sygehuse, sundhedscentre, sundhedsstationer og bygdekonsultationer. Dronning Ingrids Hospital i Nuuk fungerer som landshospital.

Patienter, der har behov for højt specialiseret behandling, overføres imidlertid fortsat til hospitaler i Danmark. Ved visse alvorlige akuttilfælde anvendes også behandling i Island.

Det gælder blandt andet dele af kræftbehandlingen og andre komplekse behandlinger, som ikke kan opretholdes i et lille sundhedsvæsen med en spredt befolkning og store geografiske afstande.

Det betyder, at ændringer i de danske regioners organisering, kapacitet og prioriteringer også får betydning for de grønlandske patienter, der sendes til Danmark.

Når Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver samlet i Region Østdanmark fra 2027, vil det eksempelvis ændre det organisatoriske landskab omkring flere af de hospitaler og specialfunktioner, som Grønland samarbejder med.

For den enkelte patient behøver det ikke at være synligt.

Men bag patientforløbet kan der ske ændringer i:

• visitation og henvisningsveje
• kontaktpersoner og administrative indgange
• aftaler om kapacitet og betaling
• koordinering mellem hospital, patienthjem og Grønlands sundhedsvæsen
• udskrivning og opfølgning efter hjemkomst
• adgang til specialiseret rådgivning.

Hvis Grønland ikke tænkes ind i omlægningen fra begyndelsen, kan reformen skabe nye snitflader og mere administration.

Hvis Grønland derimod tænkes aktivt ind, kan reformen bruges til at skabe mere sammenhængende patientforløb.

Ny dansk-grønlandsk sundhedsaftale bliver afgørende

I oktober 2025 indgik Grønland og Danmark en aftale om at styrke samarbejdet på sundhedsområdet.

Aftalen skal blandt andet gøre det lettere for grønlandske patienter at få adgang til behandling i Danmark og skabe mere sammenhængende forløb. Den skal også åbne for mere fleksible aftaler mellem Grønlands sundhedsvæsen og danske regioner om personale, kompetenceudvikling og bemanding.

Der nævnes blandt andet mulighed for aftaler med konkrete danske hospitalsafdelinger, hvor en fast gruppe læger løbende arbejder i Grønland. Det skal samtidig undersøges, om der kan etableres uddannelsesstillinger i Grønland inden for specialer, hvor der mangler speciallæger.

Netop denne aftale kan blive broen mellem sundhedsreformen i Danmark og udviklingen af sundhedsvæsenet i Grønland.

Men det kræver, at aftalen bliver operationel.

Det er ikke tilstrækkeligt med en overordnet hensigtserklæring. Der skal indgås konkrete og forpligtende aftaler med de nye danske regioner og med de hospitaler, der fremover skal levere behandling, rådgivning og personale.

Ellers risikerer Grønland at stå med en samarbejdsaftale, samtidig med at de danske samarbejdspartnere bliver reorganiseret.

Mulighed 1: Mere stabile grønlandske patientforløb

En af sundhedsreformens hovedambitioner er at skabe bedre sammenhæng for patienter, der bevæger sig mellem hospital, almen praksis, kommune og behandling i hjemmet.

Selvom den model er udviklet til danske patienter, er problemstillingen mindst lige så relevant for grønlandske patienter.

En patient fra Grønland kan bevæge sig mellem:

1. et lokalt sundhedscenter eller regionssygehus i Grønland
2. Dronning Ingrids Hospital i Nuuk
3. et specialiseret hospital i Danmark
4. Det Grønlandske Patienthjem
5. hjemtransport og efterbehandling i Grønland.

Det er et patientforløb med flere myndigheder, organisationer, geografiske skift og ofte også sproglige og kulturelle barrierer.

Hvis reformens fokus på faste forløb, koordination, digitale data og tydeligt ansvar også anvendes i samarbejdet med Grønland, kan det forbedre kvaliteten betydeligt.

Der bør derfor udvikles egentlige grønlandske patientforløb for de største behandlingsområder.

Det kan eksempelvis være kræft, hjerte-kar-sygdomme, komplicerede graviditeter, børnesygdomme, psykiatri og kirurgiske specialer.

Forløbene bør beskrive hele kæden fra henvisning i Grønland til behandling i Danmark og efterfølgende opfølgning i Grønland.

Mulighed 2: Specialisterne kan komme til Grønland

Reformens ambition om mere behandling tæt på borgeren passer på flere måder godt til Grønlands geografi.

I Danmark betyder behandling tæt på borgeren ofte, at en patient behandles i hjemmet, hos den praktiserende læge eller på et lokalt sundhedstilbud i stedet for på et stort hospital.

I Grønland kan princippet få en anden betydning.

Her kan nærhed også skabes ved, at danske speciallæger arbejder periodisk i Grønland, at undersøgelser foretages lokalt med digital specialiststøtte, eller at specialiserede teams udsendes til Nuuk og de regionale sygehuse.

Den dansk-grønlandske sundhedsaftale åbner netop for mere fleksible bemandingsaftaler med danske hospitalsafdelinger.

Det kan på længere sigt reducere behovet for patientrejser, mindske belastningen for patienter og pårørende og styrke kompetencerne i det grønlandske sundhedsvæsen.

Det kræver dog, at de danske regioner får et klart mandat og økonomiske rammer til samarbejdet.

Regionerne vil ellers naturligt prioritere deres egne lovbundne opgaver og egne patientgrupper, når personale og kapacitet er knappe.

Mulighed 3: Uddannelse kan blive mere strategisk

Grønlands sundhedsvæsen er sårbart over for mangel på fast personale og stor afhængighed af korttidsansættelser og vikarer.

Derfor er den mest langsigtede del af den dansk-grønlandske aftale muligvis tanken om uddannelsesstillinger i Grønland.

Hvis læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle får mulighed for at gennemføre dele af deres uddannelse i Grønland, kan det skabe stærkere faglige miljøer og bedre rekrutteringskanaler.

Det kan også øge kendskabet til grønlandske sygdomsmønstre, geografiske forhold, kultur og sprog blandt danske sundhedsprofessionelle.

Men uddannelsesstillinger bør ikke alene ses som et rekrutteringsværktøj for Grønland.

De kan også udvikles som et fagligt aktiv for Danmark.

Grønland rummer erfaringer med telemedicin, behandling på afstand, små faglige miljøer, akut transport, bredt arbejdende sundhedspersonale og behandling under vanskelige logistiske forhold. Det er kompetencer, som også bliver mere relevante i et dansk sundhedsvæsen, der skal levere flere tilbud uden for de store hospitaler.

Mulighed 4: Digital sundhed kan mindske afstanden

Sundhedsreformen lægger vægt på bedre brug af data, digitale løsninger, hjemmemonitorering og ny teknologi.

For Grønland er digital sundhed ikke blot et effektiviseringsredskab. Det er en forudsætning for at kunne levere sundhed i et land med enorme afstande og mange små bosættelser.

Telemedicin anvendes allerede i dele af det grønlandske sundhedsvæsen, herunder på sundhedsstationer og bygdekonsultationer.

Den danske reform kan give Grønland adgang til nye digitale løsninger og specialistnetværk, men kun hvis Grønland kan kobles på teknisk, juridisk og økonomisk.

Der opstår derfor en række praktiske spørgsmål:

• Kan relevante patientdata deles sikkert og hurtigt mellem Grønland og danske hospitaler?
• Kan grønlandske patienter anvende danske digitale patientløsninger under behandling i Danmark?
• Kan danske specialister få adgang til relevante undersøgelser foretaget i Grønland?
• Kan nye danske løsninger til hjemmemonitorering anvendes efter, at en patient er rejst hjem?

Og hvem finansierer integrationerne?

Hvis disse spørgsmål ikke løses, kan den digitale udvikling i Danmark paradoksalt nok skabe en større afstand til Grønland.

Risiko 1: Grønland bliver en blind vinkel i de nye strukturer

Den største risiko er ikke, at reformen direkte forringer det grønlandske sundhedsvæsen.

Den største risiko er, at Grønland slet ikke bliver tænkt ind.

De nye sundhedsråd skal koncentrere sig om deres egne geografiske områder. De skal prioritere lokale investeringer, udarbejde nærsundhedsplaner og sikre sammenhæng mellem danske regioner og kommuner.

Grønland er ikke repræsenteret i disse organer.

Det betyder, at grønlandske patienters behov let kan falde uden for de normale styrings- og prioriteringssystemer.

Der bør derfor etableres en formel samarbejdsstruktur mellem Grønlands sundhedsmyndigheder og de relevante danske regioner.

Det kan være et fast rigsfællesskabsforum på sundhedsområdet eller bilaterale råd mellem Grønland og de regioner, der løser de største behandlingsopgaver.

Uden en fast struktur bliver samarbejdet let personafhængigt.

Og personafhængige samarbejder er særligt sårbare, når organisationer bliver fusioneret, ledelser udskiftes og administrative funktioner flyttes.

Risiko 2: Kampen om personalet bliver hårdere

Den danske sundhedsreform skal blandt andet håndtere mangel på læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.

Men reformen skaber ikke automatisk flere medarbejdere.

Når de danske regioner skal opbygge flere nære tilbud, hjemmebehandlingsteams, kronikerpakker og nye almenmedicinske tilbud, kan efterspørgslen efter personale vokse.

Det kan gøre det vanskeligere og dyrere for Grønland at rekruttere fra Danmark.

Der er derfor en potentiel konflikt mellem reformens danske mål og Grønlands behov.

Danmark ønsker mere sundhedspersonale tæt på danske borgere. Grønland har samtidig brug for, at nogle af de samme faggrupper arbejder i Grønland.

Netop derfor bør personaleaftaler ikke overlades til almindelig konkurrence på arbejdsmarkedet.

Der bør udvikles faste rotationsordninger, delestillinger og flerårige institutionsaftaler, hvor personaleudveksling bliver en del af regionernes planlægning.

Risiko 3: Flere danske behandlingstilbud kan øge afhængigheden

Sundhedsreformen kan gøre det lettere for grønlandske patienter at få adgang til behandling i Danmark.

Det er grundlæggende positivt.

Men en udvidet adgang kan også øge Grønlands strukturelle afhængighed af det danske sundhedsvæsen.

Jo flere patientforløb der flyttes til Danmark, desto vanskeligere kan det blive at opbygge egne kompetencer og funktioner i Grønland.

Derfor bør hvert nyt samarbejde vurderes ud fra to hensyn:

Giver det patienten den bedst mulige behandling her og nu?

Og bidrager det samtidig til at styrke Grønlands egen kapacitet på længere sigt?

Det kan eksempelvis ske ved, at behandling i Danmark kombineres med uddannelse af grønlandsk personale, fælles kliniske teams, digitale konferencer og overførsel af viden.

Målet bør ikke være, at Grønland skal kunne udføre alle behandlinger selv.

Det vil hverken være realistisk eller fagligt hensigtsmæssigt.

Målet bør være, at samarbejdet reducerer sårbarheden frem for at fastholde den.

Grønlands sygdomsbillede kræver sin egen strategi

Grønland har et andet sygdomsbillede og andre sundhedsudfordringer end Danmark.

Grønlands Statistik peger blandt andet på lavere middellevetid, høj kræftdødelighed og fortsatte udfordringer med smitsomme sygdomme. I 2023 blev 157 af Grønlands 527 dødsfald registreret som kræftrelaterede. Den forventede levetid er aktuelt omkring 69,1 år for mænd og 74,4 år for kvinder.

Samtidig er transport, klima, små befolkningsgrundlag og rekruttering grundlæggende strukturelle vilkår.

Derfor kan danske standardløsninger ikke blot kopieres.

Et dansk hjemmebehandlingsteam kan køre ud til patienter inden for et afgrænset geografisk område. I Grønland kan den næste patient befinde sig flere hundrede kilometer væk og kun være tilgængelig med fly, helikopter eller skib.

Til gengæld kan nogle af reformens principper oversættes:

• mere behandling tæt på borgeren
• stærkere lokale kompetencer
• bedre digital specialiststøtte
• mere sammenhængende patientforløb
• klarere ansvar mellem organisationer
• systematisk anvendelse af data
• bedre forebyggelse og tidlig opsporing.

Det afgørende er, at løsningerne udvikles på Grønlands præmisser.

Den politiske opgave begynder nu

Implementeringen af den danske sundhedsreform er allerede i gang.

De nye regioner og forberedende sundhedsråd arbejder i 2026 med de strukturer og nærsundhedsplaner, der skal gælde fra 1. januar 2027.

Det betyder, at Grønland ikke bør vente til 2027 med at definere sin position.

Der er især behov for fem politiske beslutninger.

• For det første bør det afklares, hvilke danske regioner og hospitaler der fremover har et særligt ansvar for samarbejdet med Grønland.
• For det andet bør grønlandske patientforløb skrives ind i de relevante regionale planlægnings- og samarbejdsaftaler.
• For det tredje bør der indgås flerårige aftaler om personale, rotationsordninger og uddannelsesstillinger.
• For det fjerde bør der udarbejdes en fælles plan for digital infrastruktur, dataudveksling og telemedicin.
• For det femte bør der etableres en fast politisk og administrativ samarbejdsstruktur, så Grønland ikke bliver afhængig af enkeltpersoner og midlertidige løsninger.

Sundhedsreformen er en mulighed – men ikke en garanti

Den danske sundhedsreform giver ikke automatisk Grønland et bedre sundhedsvæsen.

Grønland får ikke del i investeringerne, blot fordi landet er en del af rigsfællesskabet. De danske sundhedsråd har ikke ansvar for grønlandske borgere, og reformens nye rettigheder og strukturer bliver ikke direkte grønlandske.

Men reformen skaber et vindue.

Når hele det danske sundhedsvæsen bliver reorganiseret, kan samarbejdet med Grønland også organiseres på ny.

Der kan skabes mere stabile aftaler om specialiseret behandling, bedre koordinering af patientforløb, mere fleksibel udveksling af personale, nye uddannelsesmuligheder og stærkere digitale forbindelser.

Alternativet er, at Grønland bliver koblet på bagefter, når de danske strukturer allerede er fastlagt.

Derfor er den vigtigste konklusion ikke, at sundhedsreformen enten gælder eller ikke gælder for Grønland.

Den vigtigste konklusion er, at reformens betydning for Grønland afhænger af, om de politiske og administrative beslutningstagere aktivt vælger at gøre Grønland til en del af implementeringen.

Formelt står Grønland uden for reformen.

I praksis bør Grønland sidde med ved bordet.