Hospitalerne har i årevis registreret infektioner, efter de er opstået. Nu er ambitionen større: Data om patienternes bevægelser mellem afdelinger skal bruges til at opdage, hvor risikoen for resistente infektioner er størst – før smitten for alvor får fat. Det kan ændre måden, hospitalerne arbejder med patientsikkerhed på.

Når en patient bliver indlagt på et dansk hospital, er det for at blive rask. Men selve hospitalsopholdet indebærer også en risiko.

Patienter flyttes mellem akutmodtagelse, sengeafsnit, operationsgang, intensivafdeling, røntgen og andre specialafdelinger. Med patienterne følger personale, udstyr og potentielt også bakterier.

Derfor er hospitalserhvervede infektioner en særlig udfordring: Hospitalet er både stedet, hvor nogle af de mest sårbare patienter befinder sig, og et sted med omfattende bevægelse mellem mennesker og afdelinger.

Danmark har allerede et omfattende nationalt overvågningssystem. Statens Serum Instituts HAIBA – Healthcare-Associated Infections Database – følger blandt andet bakterier i blodet, urinvejsinfektioner, infektion med Clostridioides difficile samt dybe infektioner efter planlagte hofte- og knæoperationer.

Men spørgsmålet er, om vi kan komme et skridt videre.

Fra at registrere til at forudsige

I maj 2026 offentliggjorde Statens Serum Institut, at seniorforsker Peter Bager har modtaget 6,1 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til et forskningsprojekt, der skal kortlægge smittespredning mellem hospitalsafdelinger.

Ambitionen er interessant.

I stedet for alene at undersøge, hvor infektionerne allerede er opstået, vil forskerne forsøge at identificere de afdelinger og patientstrømme, som kan spille en særlig rolle i spredningen.

Man kan sammenligne det med en vejrudsigt.

Meteorologen venter ikke på, at regnen falder, før han konstaterer, at der er regnvejr. Data bruges til at vurdere, hvor og hvornår regnen sandsynligvis kommer.

Kan hospitalerne gøre noget tilsvarende med infektioner?

Hvis bestemte patientbevægelser, afdelinger eller kombinationer af faktorer historisk hænger sammen med øget risiko for smittespredning, kan hospitalet måske reagere tidligere.

Det kan eksempelvis betyde ekstra fokus på rengøring, isolation, prøvetagning, håndhygiejne eller bestemte patientgrupper, før problemet vokser sig stort.

Patienterne bevæger sig – og det gør bakterierne også

Det interessante ved den nye tilgang er, at den ser hospitalet som et sammenhængende system.

En patient tilhører ikke nødvendigvis én afdeling under hele indlæggelsen.

En ældre patient kan eksempelvis komme gennem akutmodtagelsen, blive undersøgt på en billeddiagnostisk afdeling, overflyttes til et medicinsk sengeafsnit og senere få behov for intensiv behandling.

På den måde opstår et omfattende netværk af kontakter mellem patienter, personale og afdelinger.

SSI beskriver netop den omfattende patienttrafik mellem hospitalsafdelinger som en potentiel vej for smittespredning, der kan være vanskelig at gennemskue uden de rette analyseværktøjer.

Det åbner for en anden måde at tænke infektionskontrol på.

Måske skal man ikke alene spørge:

Hvor har vi mange infektioner?

Men også:

Hvilke afdelinger forbinder de øvrige afdelinger med hinanden?

En afdeling behøver nemlig ikke selv have det største antal infektioner for at spille en vigtig rolle i et hospitals samlede smittemønster.

Danmark har allerede dataene

Danmark står på mange måder stærkt.

HAIBA har eksisteret siden 2015 og samler oplysninger fra blandt andet den danske mikrobiologidatabase, Landspatientregisteret og CPR-registeret. Alle danske regioner har HAIBA-data integreret i deres ledelsesinformationssystemer, og data anvendes blandt andet i månedlige rapporter til infektionshygiejniske enheder og hospitalsledelser.

Dermed handler næste skridt ikke nødvendigvis om at indsamle endnu flere oplysninger.

Det handler i høj grad om at blive bedre til at bruge dem.

For der er en væsentlig forskel på at have en rapport, der viser sidste måneds infektioner, og at have et system, der kan pege på, hvor risikoen kan være forhøjet i morgen.

Et kapacitetsspørgsmål – ikke kun et hygiejnespørgsmål

Hospitalserhvervede infektioner bliver ofte betragtet som et spørgsmål om hygiejne og patientsikkerhed.

Men de er også et spørgsmål om kapacitet.

En infektion kan forlænge et hospitalsophold, medføre yderligere behandling og undersøgelser og i nogle tilfælde nødvendiggøre isolation eller genindlæggelse.

Dermed optager komplikationer ressourcer, som ellers kunne bruges på andre patienter.

I et sundhedsvæsen, hvor operationskapacitet, sengepladser og personale konstant diskuteres, er forebyggelse derfor også en måde at frigøre kapacitet på.

Den billigste ekstra seng kan i nogle tilfælde være den seng, der ikke bliver optaget af en komplikation, som kunne være undgået.

Antibiotikaresistens gør problemet større

Perspektivet bliver endnu vigtigere, når resistente bakterier inddrages.

SSI understreger, at Danmark fortsat har en relativt lav forekomst af antibiotikaresistens, men at resistente bakterier fortsat udgør en væsentlig udfordring for sundhedsvæsenet.

Når bakterier bliver resistente over for antibiotika, bliver behandlingsmulighederne færre og vanskeligere.

Derfor handler indsatsen ikke kun om at behandle infektionen korrekt.

Det handler mindst lige så meget om at forhindre, at den opstår og spreder sig.

SSI’s nationale infektionshygiejniske retningslinjer er netop udarbejdet til løbende at understøtte og ajourføre den infektionshygiejniske indsats på sygehuse og i den øvrige sundhedssektor.

Kan vi måle hospitalerne på det, de forhindrer?

Der ligger samtidig et interessant ledelsesmæssigt spørgsmål i udviklingen.

Sundhedsvæsenet er vant til at måle aktivitet.

Hvor mange operationer gennemføres? Hvor mange patienter behandles? Hvor længe venter patienterne? Hvor hurtigt bliver de udskrevet?

Men forebyggelse er vanskeligere at synliggøre.

En infektion, der aldrig opstår, kommer ikke ind ad døren som en succesfuld behandling.

Alligevel kan den være mindst lige så værdifuld.

Hvis hospitalerne bliver bedre til at forudsige risikoen for infektioner, bør man derfor også diskutere, om forebyggelse skal fylde mere i vurderingen af hospitalernes kvalitet og effektivitet.

Fra brandslukning til forebyggelse

Danmark har allerede opbygget en betydelig digital infrastruktur omkring overvågning af hospitalserhvervede infektioner.

Det næste store spørgsmål er, hvad vi bruger den til.

Hvis data om patientstrømme og infektioner kan omsættes til tidligere advarsler, kan hospitalerne måske bevæge sig fra primært at reagere på infektioner til i højere grad at forebygge dem.

Det vil ikke fjerne behovet for håndhygiejne, rengøring, isolation, antibiotikastyring eller de mange andre klassiske værktøjer.

Tværtimod.

Det kan gøre det muligt at sætte dem ind mere præcist.

Og måske er det netop her, noget af fremtidens hospitalsbehandling skal findes: Ikke kun i nye behandlinger og nyt udstyr, men i evnen til at forhindre, at patienten overhovedet får brug for den ekstra behandling.

For den bedste hospitalsinfektion er stadig den, patienten aldrig får.