Debatten om fremtidens sundhedsvæsen bliver ofte reduceret til ét udsagn: Danmark kommer til at mangle tusindvis af sundhedspersonale i form af sygeplejersker, læger og andre sundhedsprofessionelle.

Virkeligheden er mere kompleks.

Nogle fremskrivninger viser fortsat risiko for mangel på bestemte faggrupper. Andre viser, at Danmark samlet set kan få flere læger og sygeplejersker frem mod 2035.

Den afgørende udfordring bliver derfor ikke kun, hvor mange sundhedsmedarbejdere Danmark har.

Det bliver, hvor de arbejder, hvilke opgaver de løser, og om medarbejderne kan flyttes tættere på borgerne.

De gamle prognoser advarede om 8.200 manglende sygeplejersker

En analyse udarbejdet for Danske Professionshøjskoler beregnede i 2021, at Danmark kunne komme til at mangle omkring 8.200 sygeplejersker i 2030.

Prognosen blev et centralt referencepunkt i debatten om rekruttering til sundhedsvæsenet.

Siden er billedet blevet ændret.

En nyere fremskrivning omtalt i 2026 peger på en mulig mangel på omkring 1.000 sygeplejersker i 2035. Regeringens beregninger i forbindelse med sundhedsreformen peger endda på, at udbuddet af sygeplejersker samlet kan overstige efterspørgslen med cirka 10.300 personer i 2035.

Det betyder ikke, at rekrutteringsproblemet er løst.

Det betyder, at en national nettoberegning kan skjule alvorlige lokale og faglige mangler.

Et overskud på papiret kan være mangel i virkeligheden

En sygeplejerske er ikke bare en sygeplejerske.

Der kan være mangel på intensivsygeplejersker, psykiatriske sygeplejersker eller erfarne sygeplejersker i yderområder, selv om der samlet set er balance eller overskud på landsplan.

Det samme gælder læger.

Regeringens 2035-fremskrivning peger på et potentielt overskud på omkring 3.600 læger. Men lægerne er ikke nødvendigvis geografisk fordelt efter sygdomsbyrden og patienternes behov.

De største rekrutteringsproblemer kan derfor opstå uden for de største byer, i almen praksis, psykiatrien, lokale sundhedstilbud og mindre sygehuse.

Fremtidens problem bliver ikke blot mangel på sundhedspersonale.

Det bliver mangel på det rigtige personale på det rigtige sted.

Sundhedsreformen kræver medarbejdere uden for sygehusene

Sundhedsreformen bygger på en ambition om, at flere borgere skal behandles tættere på hjemmet.

Mere behandling skal foregå i almen praksis, kommunale tilbud, lokale sundhedshuse og nye klinikker. Patienter med kronisk sygdom skal i højere grad følges uden for hospitalerne, og flere indlæggelser skal forebygges.

Det er en nødvendig udvikling.

Men den kan ikke gennemføres ved alene at flytte opgaver.

Der skal også flyttes kompetencer, medarbejdere, teknologi og økonomi.

En lokal sundhedsklinik fungerer ikke, blot fordi bygningen findes. Den kræver sygeplejersker, læger, terapeuter, bioanalytikere, administrative medarbejdere og adgang til specialiseret rådgivning.

Hvis medarbejderne fortsat koncentreres omkring universitetshospitalerne og de største byer, kan sundhedsreformen ende med at flytte ansvaret uden at flytte den reelle kapacitet.

SOSU-manglen rammer også sundhedsvæsenet

Selv om sygeplejersker og læger fylder mest i debatten om sygehusvæsenet, kan manglen på social- og sundhedsmedarbejdere blive mindst lige så afgørende.

Regeringens fremskrivning frem mod 2035 viser en potentiel mangel på cirka 11.100 social- og sundhedshjælpere og 3.400 social- og sundhedsassistenter.

Disse medarbejdere arbejder ikke kun i klassisk hjemmepleje.

Social- og sundhedsassistenter spiller en stadig større rolle i kommunal sygepleje, psykiatri, rehabilitering, akutpladser og på sygehusafdelinger. De kan varetage medicinering, observation og en række kliniske opgaver under de rette rammer.

Hvis denne faggruppe bliver en mangelvare, bliver det samtidig vanskeligere at frigøre sygeplejersker til de opgaver, der kræver deres uddannelsesniveau.

Derfor hænger bemandingen på sygehusene, i kommunerne og i de lokale sundhedstilbud tættere sammen, end organiseringen traditionelt har afspejlet.

2040 afhænger af de politiske valg

Der findes ikke én autoritativ dansk beregning af manglen på sundhedsmedarbejdere i 2040.

Robusthedskommissionen henviste imidlertid til scenarier, hvor manglen kunne variere voldsomt – fra cirka 14.000 til 124.000 medarbejdere – afhængigt af udviklingen i sundhed, serviceniveau og arbejdsdeling.

Middelscenariet viste en mangel på knap 70.000 sundhedspersoner.

Scenarierne var baseret på norske beregninger og kan ikke anvendes som en direkte prognose for Danmark. Men spændet illustrerer en vigtig pointe:

Manglen er ikke en naturkraft.

Den afhænger af, hvordan sundhedsvæsenet organiseres, hvilke forventninger borgerne har, hvordan teknologi anvendes, og om opgaverne fortsat udføres på samme måde som i dag.

Hvis hver behandling fremover kræver samme mængde personale som nu, og serviceniveauet fortsætter med at vokse, bliver arbejdskraftbehovet meget stort.

Flere ældre og flere kroniske sygdomme øger efterspørgslen

Det voksende behov skyldes ikke alene, at befolkningen bliver ældre.

Flere mennesker lever længere med kroniske sygdomme og har brug for gentagne kontakter med sundhedsvæsenet.

Regeringens materiale om sundhedsreformen viser, at antallet af mennesker med KOL forventes at stige fra cirka 179.000 i 2023 til 216.000 i 2035. Antallet med type 2-diabetes forventes at stige fra omkring 271.000 til 328.000.

Samtidig forventes antallet med både KOL og type 2-diabetes at vokse fra omkring 28.000 til 39.000.

Det skaber behov for løbende kontrol, forebyggelse, rehabilitering, medicinhåndtering og koordinering mellem sektorerne.

Hvis alle disse kontakter skal foregå på hospitalerne, bliver presset uholdbart. Derfor skal flere opgaver ud i lokale og nære tilbud.

Der skal bygges attraktive faglige miljøer uden for hospitalerne

Det er ikke nok politisk at beslutte, at flere skal arbejde i det nære sundhedsvæsen.

Medarbejderne skal også have lyst til det.

Lokale sundhedsklinikker og sundhedshuse skal kunne tilbyde faglig sparring, efteruddannelse, karriereveje og adgang til specialister. Ellers risikerer de at blive opfattet som mindre attraktive arbejdspladser end de store hospitaler.

Digitale konsultationer og fælles kliniske netværk kan give medarbejdere i mindre enheder adgang til specialiseret viden. Rotation mellem hospitaler og lokale klinikker kan samtidig sikre faglig udvikling og sammenhæng.

Der bør også udvikles kombinationsstillinger, hvor eksempelvis en sygeplejerske arbejder både på et hospital og i et lokalt sundhedstilbud.

På den måde kan medarbejderne følge patienterne på tværs af sektorerne i stedet for at være bundet til én institution.

Opgaver skal løses af det rette kompetenceniveau

Fremtidens sundhedsvæsen har ikke råd til, at højt specialiserede medarbejdere bruger en stor del af deres tid på opgaver, der kan løses af andre.

Læger skal ikke udføre opgaver, som sygeplejersker kan varetage. Sygeplejersker skal ikke fastholdes i opgaver, som social- og sundhedsassistenter eller andre faggrupper kan løse forsvarligt.

Samtidig skal dokumentation, planlægning og gentagne registreringer reduceres eller automatiseres.

Kunstig intelligens, talegenkendelse, fjernmonitorering og beslutningsstøtte kan frigøre tid. Men teknologien skaber kun kapacitet, hvis arbejdsgangene ændres samtidig.

Et nyt digitalt system, der blot lægges oven på eksisterende procedurer, risikerer tværtimod at bruge mere personale.

Rekruttering fra udlandet er en del af løsningen – ikke hele løsningen

Danmark har allerede åbnet flere muligheder for international rekruttering af sundhedspersonale.

Det kan være nødvendigt, især inden for fag og geografiske områder med vedvarende mangel.

Men international rekruttering kræver mere end en arbejdstilladelse.

Der skal være effektive autorisationsprocesser, danskundervisning, klinisk introduktion, boligmuligheder og hjælp til familien. Ellers bliver rekrutteringen dyr og kortvarig.

Danmark skal samtidig være opmærksom på ikke systematisk at rekruttere fra lande, der selv har alvorlig mangel på sundhedspersonale.

Sundhedsreformen bliver også en arbejdskraftsreform

Debatten om sundhedsreformen har især handlet om strukturer, sundhedsråd, regioner og opgavefordeling.

Men reformens succes kommer i sidste ende til at afhænge af medarbejderne.

Kan Danmark skabe attraktive arbejdspladser uden for de største sygehuse? Kan flere medarbejdere uddannes og fastholdes? Kan teknologien frigøre tid? Og kan opgaverne fordeles mere hensigtsmæssigt mellem faggrupperne?

Fremtidens sundhedsvæsen får ikke nødvendigvis for få medarbejdere overalt.

Men uden en aktiv strategi risikerer Danmark at stå med for mange medarbejdere nogle steder og alvorlig mangel andre steder.

Derfor skal planlægningen frem mod 2030, 2035 og 2040 handle om mere end antallet af hænder.

Den skal handle om at få de rette kompetencer ud dér, hvor patienterne kommer til at få brug for dem.