Flere ældre. Flere kronikere. Mere behandling tæt på hjemmet. Nye kronikerpakker og større ansvar for sammenhængende patientforløb. Sundhedsreformen gør almen praksis til en af de vigtigste brikker i fremtidens sundhedsvæsen. Men følger kapaciteten med ambitionerne?

Meget af sundhedsreformen handler om strukturer.

Regioner ændres, sundhedsråd etableres, opgaver flyttes fra kommunerne, og nye nationale standarder udvikles.

Men under hele konstruktionen findes en afgørende forudsætning: almen praksis.

For når flere patienter skal behandles uden for hospitalerne, når kronisk sygdom i højere grad skal håndteres sammenhængende, og når patienterne skal have én faglig aktør, der kan se på tværs af diagnoser, bliver den praktiserende læge stadig vigtigere.

Spørgsmålet er, om Danmark er ved at lægge flere opgaver ind i almen praksis hurtigere, end kapaciteten kan følge med.

Egen læge skal være tovholder

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en national opgavebeskrivelse for de almenmedicinske tilbud, der træder i kraft 1. januar 2027.

Baggrunden er blandt andet den forventede vækst i antallet af ældre patienter med én eller flere kroniske sygdomme.

Tanken er, at flere opgaver skal løses i almenmedicinske tilbud, fordi den praktiserende læge netop har mulighed for at se på tværs af sygdomme og behandlinger.

Samtidig kommer de nye kronikerpakker.

De første skal efter planen omfatte KOL og kroniske lænderygsmerter og begynde at blive indført fra 2027.

Her får almen praksis en central rolle som tovholder. Patienten skal vurderes systematisk og have en personlig behandlingsplan, mens et fælles digitalt overblik skal understøtte koordineringen.

Det lyder umiddelbart som netop den sammenhæng, mange patienter efterspørger.

Men den kræver tid.

Flere opgaver kræver mere end nye beskrivelser

Man kan politisk beslutte, at flere opgaver skal løses tættere på patienten.

Man kan også fastlægge nationale krav og beskrive nye patientforløb.

Men konsultationerne skal stadig gennemføres af mennesker.

Hvis almen praksis skal håndtere flere kronikere, koordinere mere komplekse patientforløb, arbejde mere systematisk med forebyggelse og samtidig være lettere tilgængelig for patienterne, kræver det kapacitet.

Det gælder læger, men også sygeplejersker, praksispersonale, diagnostiske muligheder, digitale systemer og adgang til sparring med specialister og hospitaler.

Ellers risikerer opgaveflytningen blot at flytte flaskehalsen.

Et paradigmeskifte i sundhedsvæsenet

Den underliggende idé i reformen er vanskelig at være uenig i.

Et sundhedsvæsen med flere ældre og flere kronisk syge kan ikke nødvendigvis løse alle problemer ved at sende flere patienter ind på de højt specialiserede hospitaler.

Mere skal kunne foregå lokalt.

Egen læge skal kunne løse mere. Behandling skal i højere grad kunne foregå i eller tæt på patientens hjem. Digitale løsninger skal binde forløbene sammen, og hospitalernes specialister skal i højere grad understøtte det nære sundhedsvæsen.

Det er potentielt et markant paradigmeskifte.

Men det ændrer også spørgsmålet om, hvor sundhedsvæsenets vigtigste kapacitet skal placeres.

Hvis mere behandling skal flyttes ud, skal en tilsvarende del af ressourcerne og kompetencerne også bevæge sig ud.

Kronikerpakkerne bliver en afgørende test

De kommende kronikerpakker bliver derfor interessante langt ud over behandlingen af KOL og rygproblemer.

De bliver en test af selve reformens grundidé.

Kan en patient med kronisk sygdom få ét mere overskueligt forløb med egen læge som tydelig tovholder?

Kan hospital, kommune, region og almen praksis dele relevante oplysninger?

Og kan patienten opleve større sammenhæng uden samtidig at opleve længere ventetider hos egen læge?

Hvis svaret bliver ja, kan modellen blive en vigtig del af fremtidens danske sundhedsvæsen.

Hvis svaret bliver nej, står Danmark med et vanskeligere problem.

For så har vi ikke nødvendigvis fjernet presset fra hospitalerne. Vi har måske bare flyttet noget af det ud i en del af sundhedsvæsenet, der selv mangler kapacitet.

Reformens måske vigtigste regnestykke

Diskussionen om sundhedsreformen kommer let til at handle om regioner, sundhedsråd og organisatoriske diagrammer.

Men et af de vigtigste regnestykker er langt mere lavpraktisk:

Hvor mange flere opgaver skal almen praksis løse – og hvor meget ekstra kapacitet følger med?

Det spørgsmål bliver afgørende for, om ambitionen om et nært sundhedsvæsen bliver til virkelighed.

For behandling bliver ikke nær, bare fordi man flytter den væk fra hospitalet.

Den bliver først nær, når der faktisk er nogen til at levere den.