Vi taler meget om kunstig intelligens, robotter og milliardinvesteringer, når fremtidens sundhedsvæsen skal diskuteres. Men nogle gange er innovation langt mere enkel. Et hjælpemiddel til at få kompressionsstrømper af og på viser, hvordan relativt simpel teknologi kan gøre hverdagen lettere for både borgeren og medarbejderen.

Der mangler hænder i det danske sundhedsvæsen og i ældreplejen.

Derfor leder vi efter teknologi, digitalisering og nye arbejdsformer, som kan frigøre medarbejdernes tid og gøre den enkelte medarbejder i stand til at hjælpe flere borgere.

Det er nødvendigt.

Men måske risikerer vi samtidig at gøre diskussionen om velfærdsteknologi mere kompliceret, end den behøver at være.

For innovation behøver ikke altid at være en robot, kunstig intelligens eller et stort digitaliseringsprojekt til millioner af kroner.

Nogle gange kan innovation være en forholdsvis simpel silikonemuffe.

En lille opgave – gentaget tusindvis af gange

Kompressionsstrømper bruges blandt andet af mennesker med problemer med blodcirkulationen, venøs insufficiens og ødemer.

Strømperne skal sidde stramt for at have den ønskede effekt. Netop derfor kan de også være vanskelige at få både på og af.

For den enkelte borger kan det betyde, at man har behov for hjælp fra hjemmeplejen til noget, der umiddelbart virker som en ganske lille opgave.

For medarbejderen betyder det en arbejdsopgave, der kræver kraft i hænder, håndled, arme og skuldre.

Én påtagning af en kompressionsstrømpe er næppe et stort arbejdsmiljøproblem.

Men når den samme bevægelse udføres igen og igen – dag efter dag og borger efter borger – bliver regnestykket et andet.

Og det er netop her, de små hjælpemidler bliver interessante.

SIGVARIS som et konkret eksempel

Et eksempel er Doff N’ Donner fra SIGVARIS.

Grundlæggende er løsningen ganske enkel. En blød muffe hjælper med at rulle kompressionsstrømpen på og af benet og reducerer dermed behovet for at trække og arbejde direkte med den meget stramme strømpe.

SIGVARIS har udviklet løsningen til både borgere og sundhedsprofessionelle, og producenten fremhæver blandt andet lettere håndtering og mindre fysisk belastning.

Men det interessante er ikke alene, hvad producenten selv siger.

Doff N’ Donner findes også blandt de velfærdsteknologiske løsninger, som Aarhus Kommunes DokkX præsenterer.

Her fremhæves blandt andet, at hjælpemidlet kan gøre arbejdet mindre fysisk krævende, aflaste skuldre og håndled og samtidig give mindre ubehag for borgeren.

Det er svært at forestille sig et mere lavpraktisk eksempel på velfærdsteknologi.

Og netop derfor er det interessant.

Det handler ikke kun om at spare tid

Når nye hjælpemidler diskuteres i kommuner og sundhedsvæsen, kommer samtalen hurtigt til at handle om effektivisering.

• Hvor mange minutter kan vi spare?
• Hvor mange besøg kan undgås?
• Hvor mange medarbejdertimer kan frigøres?

Det er relevante spørgsmål. Men de fortæller kun en del af historien.

For hvad er værdien af, at en medarbejder belaster sine skuldre mindre 10, 20 eller 30 gange i løbet af en arbejdsdag?

Hvad betyder det på et helt arbejdsliv?

Og hvad betyder det, hvis en borger ved hjælp af et relativt simpelt hjælpemiddel selv kan klare en opgave, som vedkommende tidligere skulle have hjælp til?

Så handler velfærdsteknologi pludselig ikke kun om effektivisering.

Det handler også om arbejdsmiljø, selvstændighed og værdighed.

Fra hjælp til selvhjælp

Der ligger nemlig en anden vigtig gevinst i denne type hjælpemidler.

Den bedste hjælp er i nogle situationer den hjælp, der gør borgeren i stand til selv at klare opgaven.

Hvis en ældre eller kronisk syg borger kan lære at håndtere sine kompressionsstrømper selv, kan det give en større frihed i hverdagen.

• Man behøver ikke nødvendigvis vente på, at hjemmeplejen kommer.
• Man bliver mindre afhængig af andre.

Og medarbejderens tid kan anvendes hos de borgere, som faktisk har behov for personlig hjælp.

Det er ikke et argument for, at teknologi skal erstatte mennesker.

Tværtimod.

Det er et argument for at bruge medarbejdernes tid og faglighed dér, hvor mennesker virkelig er nødvendige.

Vi skal ikke bare finde flere hænder

Debatten om fremtidens sundhedsvæsen bliver ofte formuleret som et spørgsmål om mangel på arbejdskraft.

Hvor skal vi finde de mange tusinde ekstra medarbejdere, som en aldrende befolkning kommer til at kræve?

Men måske bør spørgsmålet formuleres lidt anderledes.

Hvordan passer vi bedre på de medarbejdere, vi allerede har?

Hvis en social- og sundhedsmedarbejder kan undgå unødvendige tunge eller belastende bevægelser, er det også en investering i arbejdskraft.

Hvis et hjælpemiddel kan reducere risikoen for nedslidning, er det også sundhedspolitik.

Og hvis en borger samtidig bliver mere selvhjulpen, begynder regnestykket for alvor at blive interessant.

Innovation behøver ikke være spektakulær

Der er en naturlig fascination af de store teknologiske spring.

Robotkirurgi, kunstig intelligens, avanceret diagnostik og automatisering vil uden tvivl komme til at ændre sundhedsvæsenet markant.

Men måske bør vi samtidig have større respekt for den stille innovation.

Den teknologi, der ikke nødvendigvis giver store overskrifter, men som løser et konkret problem tirsdag morgen ude hos en borger.

Doff N’ Donner er blot ét eksempel.

Der findes en lang række hjælpemidler inden for forflytning, personlig pleje, medicinhåndtering, rehabilitering og hjælp til selvhjælp, hvor relativt enkle løsninger potentielt kan gøre arbejdsdagen lettere.

Den interessante sundhedspolitiske diskussion bliver derfor også, hvor gode vi er til at opdage dem, teste dem og – ikke mindst – udbrede dem.

For det er ikke tilstrækkeligt, at en god løsning findes.

Den skal også ende ude hos medarbejderen og borgeren.

De små løsninger kan blive en stor del af svaret

Danmark kommer ikke til at løse manglen på arbejdskraft i sundhedsvæsenet med én teknologi.

Der findes heller ikke ét hjælpemiddel, der revolutionerer ældreplejen.

Løsningen bliver sandsynligvis summen af hundredvis af forbedringer.

• Fem minutter her.
• En belastende arbejdsbevægelse mindre dér.
• En borger, der bliver selvhjulpen.
• En medarbejder, der får en lidt bedre arbejdsdag.

Det lyder måske ikke revolutionerende.

Men gang det med tusindvis af medarbejdere, borgere og arbejdsdage.

Så begynder det at ligne noget.

Derfor bør ambitionen for fremtidens sundhedsvæsen ikke kun være at finde flere hænder.

Vi skal også blive langt bedre til at passe på de hænder, vi allerede har – og give dem de rigtige redskaber at arbejde med.