Hvad sker der, hvis strømmen forsvinder på et hospital? Hvis patientjournalerne ikke kan åbnes, vandforsyningen svigter, eller en alvorlig hændelse pludselig sender hundredvis af patienter mod akutmodtagelsen? Den nationale Beredskabsuge bør være anledning til langt mere end information og gode intentioner. Den bør bruges til at afprøve, om sundhedsvæsenet rent faktisk kan fungere, når samfundet ikke gør.

Et hospital kan ikke bare lukke, når krisen rammer

Danmark gennemførte i maj 2026 sin første nationale Beredskabsuge under overskriften Vi er der for Danmark.

Formålet var at styrke beredskabskulturen og få borgere, virksomheder, myndigheder og organisationer til at forstå deres roller, når alvorlige hændelser rammer samfundet.

Men der er én sektor, hvor beredskabet har en helt særlig betydning: Sundhedsvæsenet.

For mens en virksomhed måske kan sende medarbejderne hjem ved et længerevarende strømsvigt, har et hospital ikke den mulighed.

Patienterne ligger der stadig. Intensivpatienter har fortsat brug for respiratorer. Operationspatienter kan have behov for akut behandling. Fødsler, blodpropper, alvorlige infektioner og trafikulykker holder ikke pause, fordi strømmen eller internettet forsvinder.

Tværtimod kan en samfundskrise betyde, at endnu flere får behov for sundhedsvæsenets hjælp.

Derfor bør det centrale spørgsmål efter Beredskabsugen være ganske enkelt:

Har vi rent faktisk afprøvet, om vores sundhedsvæsen kan fungere, når de normale forudsætninger forsvinder?

24 timer, tre dage og syv døgn – nye mål for sygehusene

I januar 2026 udsendte Sundhedsstyrelsen en ny vejledning om sygehusberedskabet ved forsyningssvigt.

Her opstillede styrelsen tre centrale planlægningsmål:

24 timer: Sygehusene skal planlægge efter at kunne opretholde tæt på normal drift, også ved eksempelvis et omfattende strømsvigt.

Tre dage: Sygehusene skal kunne opretholde en nedsat drift, hvor behandlinger, der lægefagligt kan vente, om nødvendigt udskydes.

Syv dage: Sygehusene skal kunne opretholde nøddrift, hvor kritisk og livreddende behandling prioriteres.

Det er en væsentlig skærpelse af forventningerne til sygehusenes robusthed.

Men der er forskel på at have et mål i en beredskabsplan og at have dokumenteret, at man kan nå det.

En nødgenerator er eksempelvis ikke i sig selv en garanti for, at alle nødvendige funktioner kan fortsætte. Der skal også være brændstof, fungerende installationer, adgang til medicinsk udstyr, personale og mulighed for at koordinere indsatsen.

Og måske vigtigst: Medarbejderne skal vide, hvad de skal gøre.

Strømmen forsvinder – hvad sker der så?

En konkret beredskabsøvelse kunne begynde med en ganske enkel melding til sygehusets kriseledelse:

Klokken er 08.15 mandag morgen. Hospitalet mister den normale strømforsyning. Flere it-systemer er samtidig utilgængelige. Det er uvist, hvornår forsyningen bliver genetableret.

Hvordan reagerer organisationen?

Hvem aktiverer beredskabet? Hvordan sikres intensivafdelingen og operationsgangene? Hvad sker der med laboratorier, blodbanker, billeddiagnostik og sterilisation?

Hvordan håndteres patientjournaler, hvis elektroniske systemer ikke fungerer? Hvordan kommunikerer afdelingerne med hinanden, og hvordan bliver patienter og pårørende informeret?

Og hvor længe kan hospitalet fortsætte med de ressourcer, det allerede råder over?

Sådan en øvelse behøver ikke begynde med, at man fysisk afbryder kritiske installationer. Man kan gennemføre realistiske simulations- og procedureøvelser uden at bringe patientsikkerheden i fare.

Det afgørende er, at man ikke blot spørger, om der findes en plan, men om planen fungerer i praksis.

Cyberangrebet kan være lige så alvorligt som strømsvigtet

Det moderne hospital er dybt afhængigt af digitale systemer.

Patientjournaler, medicinordinationer, laboratorieresultater, billeddiagnostik, kommunikationssystemer og en lang række administrative og kliniske funktioner er digitalt understøttet.

Samtidig har Styrelsen for Samfundssikkerhed i juni 2026 advaret om en skærpet trussel fra destruktive cyberangreb.

Et alvorligt it-nedbrud skal derfor ikke alene betragtes som et teknisk problem. Det kan udvikle sig til en omfattende behandlingsmæssig udfordring.

Hvad gør lægen, hvis patientens journal ikke kan tilgås? Hvordan sikrer man korrekt medicinering? Hvordan dokumenteres behandlinger, og hvordan genetableres data sikkert?

Det er spørgsmål, der bør trænes sammen med de kliniske medarbejdere og ikke kun håndteres af it-afdelingen.

Medicin, vand og ilt er lige så vigtige som elektricitet

Når beredskab diskuteres, handler det ofte om nødstrøm. Men et hospital er afhængigt af en langt bredere forsyningskæde.

Det gælder blandt andet medicin, ilt, sterile produkter, engangsudstyr, laboratoriereagenser, rent vand, fødevarer, vaskeriydelser og affaldshåndtering.

Hvad sker der, hvis leverancerne udebliver i flere døgn?

Hvilke behandlinger kan fortsætte, og hvilke kan ikke? Hvor hurtigt kan de kritiske forsyninger genopfyldes? Og har man reelle alternativer, hvis en leverandør eller transportvej svigter?

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, peger i sin vejledning om hospitalsberedskab netop på nødvendigheden af at sikre kritiske forsyninger, prioritere behandlinger og koordinere med andre sundhedsaktører.

Beredskabsugen bør derfor også bruges til at invitere indkøbsafdelinger, leverandører, logistikvirksomheder og tekniske driftsansvarlige ind i øvelserne.

Et hospitals beredskab er ikke stærkere end de forsyninger, som det er afhængigt af.

Sundhedsberedskabet stopper ikke ved hospitalets hoveddør

En anden alvorlig udfordring er samarbejdet mellem regioner, kommuner, praktiserende læger, ambulancetjenester og private aktører.

Forestil dig et regionalt strømsvigt, der også rammer plejehjem, bosteder og private hjem.

Nogle borgere er afhængige af elektrisk medicinsk udstyr. Andre har behov for regelmæssig medicin, hjemmepleje, dialyse eller andre sundhedsydelser.

Hvis de kommunale tilbud samtidig er pressede, kan hospitalerne ikke nødvendigvis udskrive patienter på normal vis.

Og hvis et sygehus selv bliver ramt, hvem overtager så patienterne?

Det er ikke nok, at hvert hospital eller hver kommune har sin egen plan. Planerne skal kunne fungere sammen.

Netop derfor offentliggjorde Styrelsen for Samfundssikkerhed i 2025 anbefalinger om beredskabet for sårbare borgere, udarbejdet sammen med blandt andre KL og Danske Regioner.

Det tværgående samarbejde bør være et centralt element i fremtidige beredskabsøvelser.

Fem dage, der kan gøre en reel forskel

Næste nationale Beredskabsuge kunne med fordel bruges som ramme for en konkret øvelsesuge på landets hospitaler.

Mandag – Kriseledelse. Afprøv, hvordan hospitalets ledelse aktiveres ved en alvorlig hændelse. Er ansvar, beslutningskompetence, kontaktveje og informationsdeling tydelige?

Tirsdag – Strøm, vand og teknisk drift. Gennemfør en sikker simulationsøvelse med omfattende forsyningssvigt. Afprøv nødprocedurer og kortlæg, hvilke funktioner der er mest sårbare.

Onsdag – Cyberangreb og kommunikation. Lad udvalgte afdelinger gennemgå et scenarie, hvor kritiske it-systemer ikke er tilgængelige. Test manuelle nødprocedurer og alternative kommunikationsveje.

Torsdag – Patienter, kapacitet og personale. Undersøg, hvordan hospitalet håndterer ekstraordinært mange patienter samtidig med, at en del af personalet ikke kan møde på arbejde. Afprøv også samarbejdet med kommuner og ambulancetjenester.

Fredag – Evaluering og handling. Saml erfaringerne. Identificér de vigtigste svagheder. Placér ansvar for forbedringerne, fastsæt deadlines og aftal, hvornår løsningerne skal testes igen.

Der er ikke nødvendigvis behov for store, kostbare fuldskalaøvelser hver gang. Selv relativt korte og målrettede øvelser kan afdække væsentlige problemer, før en virkelig krise gør det.

Personalet skal være en del af beredskabet

Et særligt vigtigt element er medarbejdernes forståelse for deres egen rolle.

Beredskabsplaner må ikke alene være noget, som hospitalets direktion, sikkerhedsansvarlige eller tekniske afdeling kender til.

Sygeplejersker, læger, portører, bioanalytikere, serviceassistenter, administrative medarbejdere og teknisk personale har alle funktioner, som kan blive afgørende under en krise.

Ved medarbejderne, hvordan de bliver kontaktet? Hvor de skal møde? Hvem der træffer beslutninger? Og hvilke opgaver der skal prioriteres først?

Også personalets egne muligheder for at møde på arbejde skal tænkes ind. En større krise kan samtidig ramme transport, børnepasning og medarbejdernes familier.

Derfor kræver et reelt sundhedsberedskab både uddannelse, praktiske øvelser og realistisk personaleplanlægning.

Regionerne skal kunne dokumentere deres beredskab

Sundhedsstyrelsens vejledning skaber en fælles retning. Men arbejdet med at omsætte målsætningerne til operationel kapacitet ligger i høj grad hos regionerne.

Det bør også være et politisk spørgsmål.

Regionsrådene bør interessere sig for, hvor langt hospitalerne er med beredskabsplanlægningen, hvilke øvelser der er gennemført, og hvilke kritiske mangler der er identificeret.

Ikke for at placere skyld, men for at sikre, at der er sammenhæng mellem ambitioner, økonomi og faktisk beredskab.

For robusthed er ikke gratis.

Nødstrøm, forsyningslagre, redundante kommunikationssystemer, vedligeholdelse, uddannelse og øvelser kræver både investeringer og prioriteringer.

Men alternativet kan være langt dyrere – både menneskeligt og økonomisk.

Beredskab skal måles på handling – ikke hensigtserklæringer

Den nationale Beredskabsuge er et vigtigt initiativ. Den kan være med til at styrke danskernes forståelse for, at samfundets sikkerhed er et fælles ansvar.

Men for sundhedsvæsenet bør ambitionen være større end oplysning alene.

Beredskabsugen bør være en anledning til at teste organisationerne, styrke samarbejdet og finde de svagheder, som ellers først bliver synlige, når noget går galt.

Derfor bør alle landets hospitaler kunne besvare tre grundlæggende spørgsmål:

Hvad kan vi opretholde, når de normale forsyninger svigter?

Hvornår har vi senest afprøvet det i praksis?

Hvad har vi konkret ændret på baggrund af vores øvelser?

Den første nationale Beredskabsuge er overstået. Men beredskabet kan ikke sættes på pause indtil den næste.

For når krisen rammer, er det ikke nok, at sundhedsvæsenet har en plan.

Planen skal virke. Og patienterne skal stadig kunne få behandling.