En ny fireårig aftale mellem Danske Regioner og de praktiserende læger skal sikre bedre lægedækning, mere tid til de mest syge patienter og større lighed i sundhed. Med 4,5 milliarder kroner ekstra over fire år er ambitionerne store. Men spørgsmålet er, om flere penge og nye betalingsmodeller er tilstrækkeligt til at løse et af de mest grundlæggende problemer i det danske sundhedsvæsen: At adgangen til lægehjælp stadig afhænger af, hvor i landet man bor.

Danmarks praktiserende læger og regionerne har torsdag den 29. oktober indgået en ny fireårig aftale, der skal danne det økonomiske fundament for en væsentlig del af sundhedsreformen. Aftalen skal træde i kraft den 1. januar 2027 og ændrer grundlæggende på, hvordan de praktiserende læger bliver honoreret for deres arbejde.

Den samlede økonomiske tilførsel til almen praksis bliver på 4,5 milliarder kroner over fire år. Når aftalen er fuldt indfaset i 2030, vil den årlige økonomiske ramme være udvidet med 1,7 milliarder kroner.

Hos både Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er tilfredsheden stor. Målet er flere læger, bedre tid til patienterne og stærkere lægedækning i de områder, hvor behovet er størst.

Men bag den politiske enighed gemmer sig en væsentlig udfordring. En økonomisk aftale skaber ikke i sig selv flere læger, og den sikrer heller ikke automatisk, at patienterne får lettere adgang til behandling.

Det er netop her, den nye aftale skal stå sin første store prøve.

Det skal ikke længere koste det samme at behandle raske og syge patienter

Et af aftalens vigtigste elementer er indførelsen af et differentieret basishonorar. Fremover skal lægernes faste betaling i højere grad afhænge af, hvor behandlingskrævende deres patienter er.

Det lyder umiddelbart teknisk, men ændringen rammer direkte ned i en af de største skævheder i det danske sundhedsvæsen.

En praktiserende læge med mange ældre, kronisk syge og socialt udsatte patienter har ofte en væsentligt større arbejdsbyrde end en læge med en tilsvarende patientgruppe, der generelt er yngre og sundere. Alligevel har den traditionelle honorarstruktur ikke i tilstrækkelig grad afspejlet disse forskelle.

VIVE har tidligere illustreret problemet ved at sammenligne lægepraksisser i Gentofte og på Lolland. To klinikker kan have samme antal patienter, men vidt forskellige behandlingsopgaver.

Det er netop denne ubalance, som den nye honorarstruktur forsøger at rette op på.

Klinikker med mere behandlingskrævende patienter skal modtage et højere fast honorar pr. patient, samtidig med at ingen læger ifølge aftalen bliver sat ned i deres faste honorar pr. patient.

Det kan gøre det mere attraktivt at drive lægepraksis i områder, hvor sygdomsbyrden er stor. Men det løser ikke nødvendigvis problemet med at tiltrække læger til de samme områder.

For lægedækning handler ikke kun om økonomi. Den handler også om arbejdsvilkår, familieliv, muligheder for faglig udvikling og om, hvor nye læger ønsker at etablere sig.

Fire konsultationstyper skal give lægerne større frihed

Aftalen betyder samtidig et opgør med dele af den hidtidige honorarstruktur, hvor lægernes arbejde har været opdelt i mange forskellige ydelser.

Fremover skal der være fire overordnede konsultationstyper: korte, almindelige, lange og komplekse konsultationer.

Tanken er, at lægerne i højere grad skal kunne tilrettelægge behandlingen efter patientens behov frem for efter et detaljeret system af enkeltydelser.

Det kan især få betydning for patienter med flere samtidige sygdomme.

En ældre patient med diabetes, hjertesygdom og begyndende demens har sjældent et behandlingsbehov, der passer ind i en standardkonsultation. Ofte hænger sygdommene sammen, og lægen skal både tage stilling til medicin, symptomer, opfølgning og koordinering med andre dele af sundhedsvæsenet.

Med den nye struktur bliver der bedre mulighed for at håndtere flere problemstillinger under samme konsultation.

Aftalen indfører også særskilt honorering af lægefaglige konferencer med sygehuslæger og speciallæger. Det skal styrke samarbejdet om patienterne og i nogle tilfælde gøre det muligt at behandle eller udrede patienten hos egen læge frem for at sende vedkommende videre til hospitalet.

Men der er en vigtig forskel mellem at give lægerne mulighed for at bruge mere tid og faktisk at sikre, at tiden er til rådighed.

Flere penge skaber ikke nødvendigvis mere behandling

Den nye aftale bygger på en forventning om, at bedre økonomiske rammer kan være med til at skabe mere aktivitet og bedre patientbehandling i almen praksis.

Men erfaringerne fra 2026 giver anledning til at stille et relevant spørgsmål.

Tidligere på året blev regionerne og PLO enige om midlertidigt at suspendere økonomiloftet for almen praksis. Dermed fik lægerne større økonomisk mulighed for at øge aktiviteten.

Alligevel viste en gennemgang fra Dagens Medicin den 8. oktober, at aktiviteten på daværende tidspunkt lå omtrent på niveau med året før.

Det er ikke i sig selv et tegn på, at økonomiske incitamenter er uden betydning. Men det understreger, at aktivitet ikke nødvendigvis stiger, blot fordi en økonomisk begrænsning fjernes.

Hvis lægerne allerede arbejder tæt på deres kapacitetsgrænse, er der grænser for, hvor mange ekstra patienter de kan behandle.

Det rejser også et mere grundlæggende spørgsmål om sundhedsreformen: Hvor meget mere behandling kan man realistisk flytte fra hospitalerne til almen praksis, før det kræver en væsentlig udvidelse af bemandingen?

Hvis flere opgaver flyttes ud i det nære sundhedsvæsen, uden at der følger tilstrækkelig kapacitet med, kan resultatet blive et større pres på de samme læger, som reformen netop skal aflaste.

Lægemanglen er fortsat den største udfordring

Et centralt mål i sundhedsreformen er, at Danmark i 2035 skal have mindst 5.000 læger i det almenmedicinske tilbud. Det er omkring 1.500 flere end udgangspunktet for reformen.

Men flere læger på landsplan er ikke nødvendigvis det samme som bedre lægedækning i hele landet.

Det afgørende er også, hvor lægerne vælger at arbejde.

Særligt i områder med mange ældre, kronisk syge og socialt udsatte borgere har der gennem længere tid været udfordringer med at rekruttere og fastholde praktiserende læger.

Det er en skævhed, som den nye aftale forsøger at afhjælpe gennem honoreringen, mens sundhedsreformens øvrige tiltag blandt andet skal sikre en mere behovsbestemt fordeling af lægekapaciteten.

VIVE har tidligere understreget, at en ændret fordeling ikke kan stå alene. Arbejdsmiljø, efteruddannelse, faglige netværk og mulighederne for at etablere sig har også stor betydning for, hvor lægerne vælger at arbejde.

Dermed bliver det interessant at se, om den nye aftale faktisk får flere praktiserende læger til at etablere sig i de områder, hvor behovet er størst, eller om virkningen først og fremmest bliver bedre økonomiske vilkår for de klinikker, der allerede findes.

Økonomisk frihed – men fortsat styring

Et andet centralt element er en ny økonomisk styringsmodel.

De hidtidige individuelle højestegrænser erstattes af omsætningsbånd, som tager udgangspunkt i klinikkernes patientantal og sygdomstyngde.

I 2027 får klinikkerne mulighed for at afvige med op til 25 procent fra deres individuelle omsætningsbånd. Denne fleksibilitet indsnævres gradvist til 15 procent i 2030.

Det giver på den ene side klinikkerne mere fleksible rammer, men på den anden side fastholder aftalen en samlet økonomisk styring.

Hvis den samlede økonomiske ramme overskrides, kan de klinikker, der ligger længst over deres individuelle omsætningsbånd, blive mødt med krav om tilbagebetaling.

Det skaber en balance mellem behovet for økonomisk kontrol og ønsket om, at lægerne skal behandle patienterne efter deres faktiske behov.

Men modellen skal også kunne håndtere den virkelighed, hvor sygdomsmønstre og behandlingsbehov ikke altid følger de økonomiske beregninger.

For en klinik med mange komplekse patienter er det afgørende, at styringen understøtter den nødvendige behandling frem for at skabe usikkerhed om økonomien.

Nu skal aftalen omsættes til bedre lægehjælp

Den nye aftale er endnu ikke endeligt godkendt. Selvom den har opbakning fra både PLO’s bestyrelse og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, skal den også godkendes i PLO’s repræsentantskab og efterfølgende ved en urafstemning blandt medlemmerne.

Dermed mangler der fortsat et afgørende skridt, før aftalen kan træde i kraft.

Hvis den bliver godkendt, vil den udgøre en væsentlig del af fundamentet for den kommende sundhedsreform.

Der er ingen tvivl om, at aftalen indeholder betydelige ændringer. Pengene følger i højere grad patienternes behandlingsbehov, lægerne får større fleksibilitet, og der skabes nye muligheder for samarbejde mellem almen praksis og hospitalerne.

Men den politiske succes kan ikke måles alene på, hvor mange milliarder kroner der er afsat, eller hvor tilfredse forhandlingsparterne er med resultatet.

Den skal måles på, om patienterne faktisk oplever en forskel.

Kan borgeren i et lægedækningstruet område få en fast læge? Får den ældre patient med flere sygdomme bedre tid til at få sin behandling koordineret? Og bliver det lettere at få den nødvendige hjælp, uden at man skal sendes frem og tilbage mellem praktiserende læge og hospital?

Det er disse spørgsmål, der i sidste ende bliver afgørende for, om den nye aftale lykkes.

For det er ikke flere milliarder i sundhedsvæsenet, der i sig selv skaber mere lighed i sundhed. Det er, når pengene bliver omsat til bedre adgang, mere tid og behandling dér, hvor patienternes behov er størst.