I tusindvis af år har mennesker brugt urter, planter og naturlige stoffer til at lindre forskellige lidelser. Men i dagens Europa kan forskellen mellem et kosttilskud og et lægemiddel afhænge af både produktets virkning, dokumentationen og de ord, producenten bruger. Velkommen til en verden, hvor en plante kan have århundreders historie, men stadig skal finde vej gennem EU’s regeljungle.

Der var engang, hvor bedstemor kunne anbefale en kop urtete, hvis maven drillede. Ingen spurgte efter en EU-godkendt sundhedsanprisning, et registreringsnummer eller en videnskabelig vurdering fra en europæisk myndighed.

Bedstemor havde erfaring. EU har forordninger.

Og selv om begge dele kan have deres berettigelse, er det værd at spørge, om vi har skabt et system, hvor reglerne nogle gange er blevet mere komplicerede end de problemer, de skal løse.

For hvornår er en plante egentlig en fødevare? Hvornår er den et kosttilskud? Og hvornår bliver den pludselig til medicin?

Svaret er ikke så enkelt, som man skulle tro.

En kapsel kan være kosttilskud – men ordene kan gøre den til noget andet

I Danmark er kosttilskud juridisk set fødevarer. Det er produkter, som skal supplere den almindelige kost, og som eksempelvis kan indeholde vitaminer, mineraler, planteekstrakter eller andre stoffer med ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning.

Men der er en afgørende grænse.

En producent må ikke markedsføre et kosttilskud som noget, der forebygger, behandler eller helbreder sygdomme. Så bevæger produktet sig ind på lægemiddelområdet, hvor der gælder helt andre krav.

Lægemiddelstyrelsen foretager en konkret vurdering af, om et produkt er et lægemiddel. Det handler ikke alene om markedsføringen, men også om blandt andet indhold, egenskaber og virkning.

Dermed kan to produkter med lignende planteingredienser være omfattet af forskellige regelsæt.

Det kan være ganske fornuftigt, hvis det forhindrer virksomheder i at sælge udokumenterede mirakelkure.

Men det skaber også en temmelig besynderlig kommunikationsøvelse.

For en producent kan ikke bare fortælle, hvad en plante traditionelt har været brugt til, og derefter uden videre bruge den fortælling som argument for, at produktet virker mod en bestemt lidelse.

Det er forskellen mellem at fortælle historie og at sælge en sundhedseffekt.

Og den forskel kan være både juridisk og kommercielt afgørende.

Du må gerne sælge produktet. Men hvad må du egentlig sige?

EU’s regler om ernærings- og sundhedsanprisninger bygger på et grundlæggende princip: Når en virksomhed påstår, at en fødevare har en sundhedsmæssig virkning, skal påstanden opfylde bestemte dokumentations- og godkendelseskrav.

Det lyder jo egentlig ganske rimeligt.

Problemet opstår, når almindelige mennesker skal forstå, hvorfor nogle udsagn er tilladte, mens andre ikke er.

Eksempelvis kan en virksomhed under de rette betingelser skrive, at C-vitamin bidrager til immunsystemets normale funktion.

Men den må ikke dermed påstå, at produktet forebygger influenza.

Tilsvarende er det ikke nok, at en producent synes, at en urteblanding er god for maven. Generelle sundhedspåstande skal som udgangspunkt ledsages af en relevant, specifik tilladt anprisning, og sygdomspåstande er forbudt for kosttilskud.

Det er her, forbrugeren kan begynde at klø sig i hovedet.

For hvad er forskellen i praksis mellem at understøtte en normal kropsfunktion og at hjælpe med et konkret problem?

Den sundhedsfaglige forskel kan være væsentlig. Men sprogligt er det næppe altid indlysende.

Og det efterlader producenterne med en udfordring: De skal forklare, hvorfor forbrugeren kunne være interesseret i produktet, uden at komme til at love mere, end lovgivningen tillader.

Man kunne næsten få den tanke, at den vigtigste ingrediens i moderne naturprodukter er en jurist.

Når 2.000 års erfaring ikke er nok – men 30 år kan være det

Et af de mere interessante paradokser findes i reglerne om traditionelle plantelægemidler.

Her har EU faktisk anerkendt, at lang tids anvendelse kan have betydning.

Et traditionelt plantelægemiddel kan under bestemte betingelser registreres på baggrund af dokumenteret medicinsk anvendelse i mindst 30 år, heraf mindst 15 år inden for EU.

Det betyder ikke, at virkningen er dokumenteret gennem kliniske forsøg på samme måde som for almindelige lægemidler. Det betyder, at man har etableret en særlig registreringsordning, hvor lang tids anvendelse, kvalitet og sikkerhed indgår i vurderingen.

Det er faktisk ganske interessant.

For EU anerkender altså, at traditionel erfaring har en værdi.

Men kun inden for bestemte juridiske rammer.

En plante kan have været brugt i århundreder, uden at en producent af et almindeligt kosttilskud derfor frit må markedsføre den med de samme medicinske anvendelser.

Man fristes til at spørge, om planten har brug for en ny identitet, eller om det snarere er lovgivningen, der har brug for en smule frisk luft.

EU’s måske mest imponerende bedrift: At sætte planter på vent i 16 år

Og så kommer vi til det, der næsten lyder som en vittighed.

En række sundhedsanprisninger om planter og plantestoffer har i årevis befundet sig i en særlig EU-kategori kaldet on hold.

Det betyder, at den endelige vurdering endnu ikke er afsluttet.

Den Europæiske Revisionsret konstaterede i en rapport fra 2024, at hele 2.078 sundhedsanprisninger om botaniske stoffer fortsat var sat i bero efter en proces, der blev standset i 2010.

Europa-Parlamentet havde allerede i 2023 opfordret til en hurtig afklaring.

I oktober 2026 er det dermed omkring 16 år siden, processen blev sat på pause.

Det er ikke alle de afventende anprisninger, der må anvendes. Nogle kan bruges under særlige betingelser og på virksomhedernes eget ansvar, mens andre ikke kan.

Man kan altså have en plante, som mennesker har kendt i generationer, og samtidig en EU-vurdering, der stadig afventer sin afslutning.

Hvis planten kunne tale, ville den måske spørge:

Skal jeg bare blive stående her, eller kommer der snart nogen med en afgørelse?

Det er vanskeligt at forestille sig et bedre eksempel på, hvordan et regelsæt, der skulle skabe klarhed, kan ende med at skabe usikkerhed.

Og det er ikke kun virksomhederne, der betaler prisen.

Forbrugerne risikerer også at stå tilbage med uklare oplysninger og forskellige nationale fortolkninger.

Det var netop en af Revisionsrettens kritikpunkter.

Naturen er ikke nødvendigvis ufarlig

Inden vi helt afskaffer EU’s regelbøger og overlader sundhedspolitikken til bedstemors urtehave, er der dog en væsentlig pointe.

Naturligt er ikke det samme som ufarligt.

Planter kan indeholde stærkt virkende stoffer. De kan give bivirkninger, påvirke medicin eller indeholde uønskede stoffer. Og doseringen kan have afgørende betydning.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, peger netop på, at botaniske produkter kan indebære risici, blandt andet på grund af naturligt forekommende problematiske stoffer og forurening.

Derfor er der gode grunde til at stille krav om sikkerhed, kvalitet, indhold og dokumentation.

Det er heller ikke rimeligt, at virksomheder skal kunne påstå, at et kosttilskud helbreder alvorlige sygdomme, alene fordi nogen har anvendt en plante i tusind år.

Historisk anvendelse er ikke det samme som videnskabeligt dokumenteret effekt.

Men det rejser et andet spørgsmål:

Skal beskyttelse af forbrugerne nødvendigvis betyde, at almindelig og forståelig information bliver så vanskelig at formidle?

Når reglerne rammer kommunikationen hårdere end produktet

For danske producenter af kosttilskud og plantebaserede produkter er det ikke alene selve produktet, der skal leve op til lovgivningen.

Det skal kommunikationen også.

Reglerne gælder ikke blot etiketten på emballagen, men også hjemmesider, annoncer, sociale medier og mundtlige salgsudsagn.

Det betyder, at virksomhederne skal kunne navigere i en ganske vanskelig balance.

De skal fortælle, hvad deres produkter indeholder, hvorfor de er relevante, og hvad forbrugerne kan forvente.

Men de skal samtidig sikre, at enhver sundhedspåstand holder sig inden for de tilladte rammer.

For mindre producenter kan det betyde betydelige udgifter til juridisk rådgivning, dokumentation og kontrol af markedsføringen.

Og det rejser et erhvervspolitisk spørgsmål:

Er reglerne indrettet, så de bedst beskytter forbrugerne, eller risikerer kompleksiteten også at favorisere de største virksomheder, som har ressourcer til egne regulatoriske afdelinger?

Det sidste er ikke dokumenteret som en generel konsekvens, men det er en relevant problemstilling at undersøge.

Måske er det tid til at skelne mellem dokumentation og bureaukrati

Det er ikke vanskeligt at forstå hensigten bag EU’s regler.

Ingen ønsker et marked, hvor virksomheder uhindret kan sælge mirakelkure mod kræft, diabetes eller andre alvorlige sygdomme.

Men mellem fuldstændig fri markedsføring og et system med tusindvis af afventende sundhedsanprisninger burde der være plads til en mere forståelig model.

En model, hvor forbrugeren tydeligt kan se forskel på videnskabeligt dokumenteret virkning, traditionel anvendelse og påstande, der ikke er tilstrækkeligt underbygget.

En model, hvor virksomheder får klare svar inden for en rimelig tid.

Og en model, hvor man ikke behøver at være jurist for at forstå, hvad der må stå på en pakke urtekapsler.

For hvis formålet er at skabe oplyste forbrugere, er det næppe optimalt at gøre informationen så kompliceret, at kun specialister kan gennemskue den.

Perspektiv: Bedstemor ville nok have rystet på hovedet

I sidste ende handler diskussionen ikke om, hvorvidt naturlægemidler og kosttilskud skal reguleres.

Selvfølgelig skal de det.

Det handler om, hvorvidt reguleringen er blevet mere kompliceret end nødvendigt.

Vi har brug for dokumentation. Vi har brug for kontrol. Og vi har brug for myndigheder, der beskytter borgerne mod farlige produkter og udokumenterede løfter.

Men vi har også brug for proportioner.

Når EU kan bruge omkring 16 år på ikke at færdigbehandle tusindvis af sundhedsanprisninger, er det rimeligt at spørge, om systemet fungerer efter hensigten.

Måske burde vi begynde med tre ganske enkle principper: Fortæl sandheden om produktet. Dokumentér det, der kan dokumenteres. Og gør det tydeligt, når noget alene bygger på tradition.

Det burde ikke kræve en hel europæisk regeljungle.

Bedstemor ville formentlig have serveret en kop te, mens embedsmændene diskuterede videre.

Og hvis hun havde sagt, at den kunne kurere influenza, ville hun efter nutidens regler i hvert fald have fået et problem, hvis hun brugte påstanden til at sælge den.