EU-Kommissionen vil grundlæggende ændre reglerne for offentlige indkøb. Laveste pris skal fylde mindre, kvalitet mere, og offentlige myndigheder skal have større mulighed for dialog, innovation og strategiske indkøb. På sundhedsområdet kan ændringerne blive særligt interessante, fordi de kommer samtidig med den største omlægning af det danske sundhedsvæsen i mange år.

Der er umiddelbart langt fra EU’s udbudsregler i Bruxelles til en sygeplejerske i et kommunalt sundhedshus, en patient på en regional sundheds- og omsorgsplads eller en virksomhed, der har udviklet et nyt hjælpemiddel.

Men forbindelsen kan i de kommende år blive langt mere direkte.

EU-Kommissionen fremlagde den 9. september sit forslag til en helt ny Public Procurement Act. Forslaget er den største revision af EU’s regler for offentlige indkøb siden 2014 og skal erstatte de eksisterende udbudsdirektiver med én samlet EU-forordning.

Det er ikke bare en juridisk oprydning.

Ambitionen er også at gøre de enorme offentlige indkøb i Europa til et mere aktivt politisk og strategisk redskab. Og netop på sundhedsområdet kan det få betydning.

Fra laveste pris til kvalitet

En af de mest interessante ændringer er ønsket om at flytte fokus væk fra pris alene.

Kommissionens forslag indebærer, at mindst 30 procent af evalueringen som udgangspunkt skal baseres på kvalitetskriterier. Ved arbejdskraftintensive kontrakter hæves kravet til 50 procent.

Dermed bliver det vanskeligere alene at konkurrere på den laveste pris.

Det kan være særdeles relevant på sundhedsområdet.

Når en region, kommune eller anden offentlig myndighed eksempelvis køber hjælpemidler, digitale sundhedsløsninger, rehabiliteringsudstyr eller teknologier til behandling i hjemmet, er indkøbsprisen kun en del af regnestykket.

En løsning kan være dyrere at købe, men billigere i drift. Et hjælpemiddel kan spare medarbejdertid. En digital løsning kan reducere behovet for fysiske konsultationer. En ny teknologi kan gøre borgeren mere selvhjulpen eller reducere antallet af genindlæggelser.

Det interessante spørgsmål bliver derfor i højere grad:

Hvad koster løsningen – og hvilken værdi skaber den?

Det er en væsentlig forskel.

Det passer direkte ind i sundhedsreformen

Timingen er interessant, fordi Danmark samtidig er i gang med at gennemføre sundhedsreformen.

Fra 1. januar 2027 flyttes blandt andet akutsygepleje, patientrettet forebyggelse, dele af genoptræningen og størstedelen af de kommunale midlertidige pladser fra kommunerne til regionerne. Samtidig etableres 17 sundhedsråd, der skal være en central motor i udviklingen af det nære sundhedsvæsen.

Reformens ambition er, at mere behandling skal foregå tættere på borgeren og i højere grad uden for de traditionelle sygehuse – herunder i borgerens eget hjem.

Det kræver ikke kun organisatoriske ændringer.

Det kræver også nye løsninger.

Når behandling flyttes fra hospitalet til hjemmet eller det lokale sundhedstilbud, opstår der behov for eksempelvis hjemmemonitorering, diagnostik, telemedicin, hjælpemidler, logistik, digitale løsninger og teknologier, der gør medarbejderne i stand til at håndtere flere patienter uden tilsvarende vækst i personalet.

Her møder sundhedsreformen den nye europæiske indkøbspolitik.

Mere dialog med virksomhederne

Kommissionen foreslår samtidig langt større muligheder for forhandling mellem offentlige indkøbere og virksomheder.

Antallet af udbudsprocedurer skal reduceres, og de nye regler lægger blandt andet op til en egentlig innovationsprocedure.

Det kan få stor betydning på sundhedsområdet.

Problemet med klassiske udbud er ofte, at myndigheden på forhånd skal være meget præcis omkring, hvad der skal købes.

Men innovation begynder ikke nødvendigvis med produktet.

Den begynder med problemet.

Hvis et sundhedsråd eksempelvis ønsker at reducere antallet af genindlæggelser blandt bestemte patientgrupper, er det ikke sikkert, at den offentlige myndighed på forhånd ved, hvilken teknologi eller organisatorisk løsning der er den bedste.

Hvis reglerne giver bedre muligheder for dialog med markedet og forhandling om løsningen, kan virksomheder og myndigheder i højere grad mødes omkring selve problemet frem for en på forhånd fastlagt teknisk specifikation.

Det kan være en vigtig ændring.

Sundhedsrådene kan blive interessante indkøbsmotorer

De 17 nye sundhedsråd får samtidig en position, der gør koblingen endnu mere interessant.

Sundhedsrådene skal være med til at omsætte nationale mål til lokale løsninger og får ansvar for en lang række regionale sundhedsopgaver inden for deres geografiske områder.

Samtidig skal de være med til at udmønte betydelige investeringer i det nære sundhedsvæsen. Frem mod 2030 er der tale om 4,4 milliarder kroner til nære indsatser i regioner og kommuner.

Det betyder, at Danmark får nye politiske og organisatoriske centre, hvor behov, investeringer og løsninger i det nære sundhedsvæsen skal mødes.

Det gør spørgsmålet om indkøb afgørende.

Hvis sundhedsreformen skal skabe innovation, nytter det ikke meget, hvis vi organiserer sundhedsvæsenet på en ny måde, men fortsætter med at købe løsninger på præcis samme måde som tidligere.

Europæiske løsninger kan få en fordel

Public Procurement Act indeholder også et geopolitisk element.

Kommissionen foreslår mulighed for såkaldt europæisk præference. Offentlige myndigheder skal under bestemte betingelser kunne favorisere europæiske leverandører og varer og stille krav til oprindelsen af produkter.

Samtidig kommer forsyningssikkerhed og robusthed længere op på dagsordenen.

Også her er sundhedsområdet oplagt.

Covid-19 viste Europas afhængighed af globale forsyningskæder inden for blandt andet medicinsk udstyr og værnemidler. Siden har både pandemien, krigen i Ukraine og den geopolitiske udvikling gjort forsyningssikkerhed til et strategisk spørgsmål.

Fremtidens sundhedsindkøb kommer derfor ikke nødvendigvis kun til at handle om pris og kvalitet.

Det kan også komme til at handle om, hvor produktet kommer fra, hvem der kontrollerer leverandøren, hvor produktionen ligger, og hvor robust forsyningskæden er.

En mulighed for de mindre virksomheder

Der er også et andet interessant perspektiv.

EU ønsker en fælles digital indkøbsplatform og et såkaldt once-only-princip, hvor virksomheder som udgangspunkt kun skal aflevere centrale virksomhedsoplysninger én gang.

Det kan især være interessant for mindre virksomheder.

For en stor international virksomhed med en professionel tender-afdeling er dokumentationskravene ved offentlige udbud en håndterbar omkostning. For en mindre dansk virksomhed med en innovativ sundhedsløsning kan den administrative byrde være en reel adgangsbarriere.

Hvis den reduceres, kan flere virksomheder potentielt konkurrere om offentlige sundhedskontrakter.

Det kan være mindst lige så vigtigt som selve ændringen af udbudsprocedurerne.

Men der er et stort “hvis”

Public Procurement Act er endnu kun et forslag.

Det skal nu forhandles mellem EU-landene og Europa-Parlamentet, og den endelige forordning kan derfor blive væsentligt anderledes. Ifølge den nuværende tidsplan vil reglerne sandsynligvis tidligst få praktisk virkning omkring efteråret 2029.

Sundhedsreformen træder derimod for alvor ind i sin nye struktur allerede fra 1. januar 2027.

Derfor løser EU’s nye regler ikke de indkøbsudfordringer, som regioner, kommuner og sundhedsråd står overfor de kommende år.

Men retningen er interessant.

For sundhedsreformen handler grundlæggende om at skabe et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Det kræver nye måder at arbejde på – men også nye teknologier og nye samarbejder mellem det offentlige og virksomhederne.

Hvis EU samtidig skaber et indkøbssystem, hvor kvalitet, innovation, dialog og samlet værdi får større betydning end den laveste indkøbspris, kan de to reformspor ende med at understøtte hinanden.

Og måske er det netop her, den største mulighed ligger:

At vi ikke alene reformerer, hvem der har ansvaret for sundhedsopgaven – men også hvordan vi finder og køber de løsninger, der skal gøre reformen mulig.