PET har afdækket konkret russisk planlægning og forberedelse af operationer mod mål i Danmark. For sundhedsvæsenet rejser det et større spørgsmål: Hvor robust er vores behandling, hvis strømmen forsvinder, kommunikationen svigter, medicinen ikke kommer frem – eller de digitale systemer pludselig ikke virker?

Når vi taler om russisk sabotage i Danmark, er det nærliggende at tænke på militære installationer, havne, jernbaner, energiforsyning og virksomheder, der leverer materiel til Ukraine.

Men der er en anden sektor, som bør følge udviklingen mindst lige så nøje:

Sundhedsvæsenet.

For et moderne hospital er ikke en ø.

Det er afhængigt af elektricitet, vand, varme, telekommunikation, digitale systemer, transport, laboratorier, medicin, medicinske gasser, fødevarer og en lang række private leverandører.

Et angreb behøver derfor ikke være rettet mod et hospital for at få konsekvenser for patientbehandlingen.

Det kan være den måske vigtigste lære for sundhedsvæsenet af de nye oplysninger om den russiske sabotageaktivitet.

PET: Kritisk infrastruktur kan blive mål

PET vurderer, at Rusland udviser større risikovillighed i brugen af hybride virkemidler i Europa, og at der derfor er en skærpet trussel fra fysisk sabotage i Danmark.

De russiske efterretningstjenester indsamler ifølge PET løbende oplysninger om kritisk infrastruktur i vestlige lande, herunder Danmark.

PET vurderer samtidig, at Rusland sandsynligvis har planer for sabotage af kritisk infrastruktur, som kan aktiveres i forbindelse med en eskalerende konflikt.

Det betyder ikke, at PET vurderer, at Rusland aktuelt ønsker at gennemføre omfattende ødelæggelser af dansk kritisk infrastruktur.

Men PET understreger samtidig, at trusselsbilledet kan ændre sig med meget kort varsel.

Og her bliver sundhedsvæsenet interessant.

Sundhed er nemlig formelt en del af Danmarks kritiske infrastruktur. Hospitaler og sundhedsydelser er blandt de områder, der er omfattet af de nye europæiske og danske krav til kritiske enheders modstandsdygtighed.

Et hospital er afhængigt af resten af samfundet

Forestil dig, at et større hospital fortsat har nødstrøm og fungerende IT.

Umiddelbart ser situationen håndterbar ud.

• Men mobilnettet omkring hospitalet er nede.
• En vigtig vejforbindelse er afbrudt.
• Et distributionscenter, som leverer medicin og forbrugsvarer, fungerer ikke.
• En underleverandør kan ikke levere ilt eller andre medicinske gasser.
• Eller vandforsyningen er blevet kompromitteret.

Så har sundhedsvæsenet et problem, selv om ingen har rørt hospitalet.

Det er netop kompleksiteten i moderne kritisk infrastruktur.

Sektorerne er så tæt forbundne, at et angreb ét sted kan skabe konsekvenser et helt andet sted.

Styrelsen for Samfundssikkerhed har direkte peget på hospitaler som et eksempel på samfundsfunktioner, der skal kunne fungere trods blandt andet cyberangreb og international uro.

Fem områder bør stå højt på sundhedsvæsenets liste

Den første udfordring er energi.

Hospitaler har nødstrømsanlæg, men spørgsmålet er ikke alene, om generatoren starter. Spørgsmålet er, hvor længe hospitalet reelt kan fungere autonomt, hvilke systemer der prioriteres, hvor meget brændstof der er til rådighed, og hvor hurtigt nye forsyninger kan komme frem under en større krise.

Den anden er kommunikation og IT.

Patientjournaler, laboratorieresultater, medicinordinationer, billeddiagnostik, booking, kommunikation og logistik er i dag digitaliseret. Styrelsen for Samfundssikkerhed vurderer allerede, at der er en alvorlig cybertrussel mod den danske sundhedssektor.

Et fysisk angreb mod tele- eller datainfrastruktur kan derfor i praksis få mange af de samme konsekvenser som et cyberangreb.

Den tredje er forsyningskæderne.

Hvor længe kan et hospital fungere uden normale leverancer?

Ikke bare af medicin, men også af sterile produkter, blodprodukter, værnemidler, reservedele, mad, brændstof og medicinske gasser?

Og ved hospitalet, hvilke leverandører der selv er afhængige af én enkelt underleverandør, ét lager eller én transportkorridor?

Den fjerde udfordring er vand.

Et hospital bruger store mængder vand til langt mere end almindeligt drikkevand. Hygiejne, sterilisation, rengøring og en række tekniske og kliniske funktioner er afhængige af en stabil vandforsyning.

Den femte er personalet.

Et hospital kan have både nødstrøm, medicin og fungerende IT, men hvis medarbejderne ikke kan komme på arbejde på grund af sammenbrud i transport, kommunikation eller andre samfundsfunktioner, opstår der hurtigt et kapacitetsproblem.

Vi skal også kigge uden for hospitalets matrikel

Her ligger måske den største udfordring.

Traditionelt beredskabsarbejde kan let komme til at fokusere på selve organisationen:

• Hvad gør vi, hvis strømmen går på hospitalet?
• Hvad gør vi, hvis IT-systemerne svigter?
• Hvad gør vi ved brand eller evakuering?

Men den hybride trussel kræver et andet spørgsmål:

Hvad sker der med hospitalet, hvis resten af samfundet omkring hospitalet svigter?

Det er en helt anden øvelse.

For nogle af sundhedsvæsenets største sårbarheder kan befinde sig mange kilometer fra hospitalet.

• Hos energiselskabet.
• Hos teleselskabet.
• På et medicinlager.
• Hos en IT-leverandør.
• På et vandværk.

Hos transportøren.

Eller hos en lille underleverandør, som næsten ingen uden for indkøbsafdelingen normalt tænker over.

Sabotage kan ligne et almindeligt driftsnedbrud

Der er endnu en komplikation.

PET fremhæver, at sabotage kan ligne almindelige ulykker eller hændelige driftsproblemer.

Det har betydning for sundhedsvæsenets beredskab.

For hvis en central leverandør pludselig mister kapacitet, hvis kommunikationen svigter, eller hvis en installation bliver beskadiget, er det ikke sikkert, at man fra begyndelsen ved, om man står med en teknisk fejl, kriminalitet eller en bevidst sabotagehandling.

Beredskabet skal derfor i højere grad være konsekvensbaseret.

Det afgørende i de første timer er ikke nødvendigvis, hvem der gjorde det.

Det afgørende er: Kan vi fortsat behandle patienterne?

Cyber og fysisk sabotage kan ikke længere adskilles

Sundhedsvæsenet har allerede en betydelig digital udfordring.

Den officielle danske trusselsvurdering fastslår, at sundhedssektoren står over for en alvorlig cybertrussel. Sundhedssektoren er samtidig blevet stadig mere digital og forbundet, hvilket skaber flere potentielle angrebsflader.

Men i et hybridt trusselsbillede giver det mindre mening at betragte cyberberedskab og fysisk beredskab som to separate verdener.

• Et kabel kan hackes. Men det kan også graves over.
• En server kan angribes digitalt. Men strømforsyningen til serveren kan også forsvinde.
• Kommunikationen kan forstyrres digitalt. Men en central fysisk installation kan også beskadiges.

Konsekvensen for hospitalet kan være den samme.

Det nye sundhedsberedskab skal testes – ikke bare beskrives

Danmark har med implementeringen af NIS2 og CER fået skærpede krav til både cybersikkerhed og fysisk modstandsdygtighed i kritiske sektorer, herunder sundhed.

Men planer og risikovurderinger er ikke nok.

Der bør øves scenarier, hvor flere ting går galt samtidig.

• Hvad gør et hospital, hvis strøm, mobilkommunikation og normale leverancer rammes på samme tid?
• Hvor længe kan kritiske funktioner fortsætte?
• Hvilke behandlinger prioriteres?
• Hvordan kommunikerer man med medarbejderne?
• Hvordan flyttes patienter?

Hvordan kommunikerer hospital, region, kommune, politi, beredskab og private forsyningsselskaber med hinanden?

Og hvornår opdager man, at flere tilsyneladende separate hændelser måske hænger sammen?

Det er den type spørgsmål, et moderne sundhedsberedskab skal kunne besvare.

ANALYSE: Sundhedsvæsenet skal tænkes ind i totalberedskabet

Debatten om totalberedskab må derfor også blive en debat om sundhed.

Ikke kun om hvor mange senge, læger eller sygeplejersker Danmark råder over under en større krise.

Men om hele den infrastruktur, der gør moderne behandling mulig.

PET’s oplysninger om russisk sabotageplanlægning betyder ikke, at danske hospitaler står foran et russisk angreb.

Det er vigtigt at understrege.

Men de understreger, at Danmark skal planlægge efter et andet trusselsbillede end for bare få år siden.

Hvis en modstander ønsker at skabe maksimal uro med relativt begrænsede midler, kan det være mindst lige så effektivt at ramme de systemer, som sundhedsvæsenet er afhængigt af, som at angribe sundhedsvæsenet direkte.

Derfor bør spørgsmålet på landets hospitaler, i regionerne, kommunerne og hos de nationale sundhedsmyndigheder ikke alene være:

Hvordan beskytter vi hospitalet?

Det bør være:

Hvor længe kan vi fortsætte med at behandle patienter, hvis samfundet omkring hospitalet begynder at svigte?

Det spørgsmål bør vi kende svaret på, før vi får brug for det.